ANNONCE

Nu er konen blevet kassemester

30. oktober 2020 13:18 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Efter stor lottogevinst har en kvinde i tresserne overtaget ansvaret for økonomien i familien.

Nu er konen blevet kassemester
Seks millioner kan lune flere steder. Foto: Danske Spil

– Min mand har bestemt i de sidste 35 år over vores økonomi. Nu er det min tur.

Sådan siger en kvinde i tresserne fra Ishøj Kommune, der for nylig vandt godt seks millioner kroner i Lotto på den kupon, hun har spillet med ni år i træk. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Kvinden opdagede først pengene mandag efter lottotrækning lørdag. Hun har nemlig ingen computer i hjemmet. Derfor spiller hun med abonnement. Vindertallene er en kombination af familiens fødselsdatoer.

– Vi har altid knoklet for vores penge og har aldrig prøvet at have millioner på bankbogen. Så man bliver altså lidt rundtosset. Og selvom jeg nu har købt lidt smykker, tasker og vintertøj, så skal alle pengene jo ikke soldes op.

Da en ansat fra Danske Spil ringede til kvinden mandag og spurgte, om hun havde tjekket sin mail, fordi hun havde vundet, gik det op for hende. Hun ringede til sin mand, og fik ham til at skynde sig hjem fra et møde. Hun ville dog ikke fortælle ham, hvorfor han skulle skynde sig, så han fik først besked, da han kom hjem.

– Vi var hele familien samlet med børn og børnebørn og mine svigerforældre. Og jeg kan love dig for, at tårerne trillede rundt omkring. Vi var bare så glade, fortæller vinderen og siger, at selvom parret har fælles økonomi, så er det hende, der er kassemester på gevinsten.

Skal forkæles

Kvinden fortæller, at pengene kommer som lidt af en åbenbaring i familien. Ikke fordi nogen egentlig manglede pengene, men fordi de har været en del modgang igennem over de seneste år med rigtig meget sygdom og sorg.

– Mine børn sagde til mig. “Mor, du har været så stærk for os alle sammen. Nu skal du forkæles. Det er virkelig velfortjent”. Det blev jeg da rørt over.

Den nybagte millionær har også tænkt sig at forkæle alle omkring sig. Ligesom der allerede er delt penge ud til forskellige gode formål.

– Mine børn og børnebørn skal have en stor del af gevinsten. Jeg har allerede været ude at købe en masse gaver og inviteret på frokoster her og der. Det er bare så fedt, at jeg har mulighed for det. Min drøm er også at invitere hele familien på en længere rejse, når det bliver muligt på den anden side af Corona. Jeg tænker også, at nogle af pengene skal sættes til side, så vi har til alderdommen.

Kvinden ønsker at være anonym i den offentlige befolkning, men kan ikke lade være med at fortælle om sin gevinst til dem, hun møder på sin vej.

-Jeg mødte en gammel veninde i Ishøj Centret forleden dag. Det første hun sagde var: “Har du hørt, at der er en fra Ishøj, der har vundet seks millioner?” Så sagde jeg “jamen, det er mig”. Hun blev helt paf. Min mand er også så glad og stolt, at han ikke kan holde mund. Så han stod forleden hos slagteren og fortalte om, at hans kone havde vundet en stor gevinst.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu