ANNONCE

Nu får alle forældre ret til denne orlov

16. juni 2020 16:01 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Et enigt folketing har stemt aftalen igennem.

Der har været megen snak om, at forsøgsordningen med borgerforslag ikke har kastet meget reel lovgivning af sig.

Nu vedtager et enigt folketing imidlertid en markant aftale, der så dagens lys i form af et borgerforslag.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Forslaget vil blive fremsat som lovforslag i starten af oktober, når Folketinget er tilbage fra sommerferie.

Det går det ud på

Helt konkret er der tale om, at et enigt Folketinget har indgået en aftale om, at alle forældre, der mister et barn under 18 år, får ret til seks måneders sorgorlov.

Det fortæller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

– Det at miste et barn er ganske ubærligt – uanset alder – og en umådelig sorg. Jeg er glad for, at vi nu kan sikre en ret til et halvt års sorgorlov til alle forældre, så de får ro til at bearbejde deres sorg uden at skulle bekymre sig om at skulle tilbage på arbejde. Det er der bred enighed om i både befolkningen og i Folketinget. Jeg har undervejs mødtes med forældre, som har oplevet det, og deres historier har gjort meget stort indtryk.

Hidtil har det kun været muligt at få sorgorlov hvis barnet er dødt ved fødslen eller dør i de første syv levemåneder.

Normal borger bag

Hidtil har flere af de borgerforslag, der har opnået størst gennemslagskraft, været stillet af professionelle lobbyorganisationer.

Bag forslaget om sorgorlov står dog en ganske normal dansker, Pernille Møller Jensen fra Hedensted.

Hun har tidligere fortalt til TV Syd, at hun 20. marts 2019 mistede sin 15-årige søn. Han døde af den sjældne kræftform (HLH).

Hun siger selv, at hun ikke kunne vende tilbage sit arbejde kort tid efter sønnens død:

– Det er helt udelukket, at jeg kunne være kommet på arbejde de første tre måneder. Jeg sad bare og græd, fra jeg stod op, til jeg gik i seng, har Pernille Møller Jensen sagt til TV Syd.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu