Nu får fjernvarmekunder kæmpe ekstraregning: Se om du er ramt

11. oktober 2018 14:43 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Fjernvarmeselskaber har fået lov til at opkræve ekstraregninger for kunderne til en samlet værdi af 1,6 milliarder kroner.

En række fjernvarmekunder kan se frem til en højere varmeregning på baggrund af en afgørelse fra Forsyningstilsynet.

Ifølge Finans.dk har 28 fjernvarmeselskaber ansøgt om at opkræve forrentning af selskabet indskudskapital – som man lidt forenklet kan kalde renterne på selskabets overskud.

Det betyder, at de 28 fjernvarmselskaber nu kan få lov til at opkræve et samlet beløb på 1,6 milliarder kroner fra kunderne, oplyser direktør for Forsyningstilsynet, Carsten Smidt, til Newsbreak.dk.

– Det er kun kunderne, der kan betale de her penge til selskabet. Der er ikke andre steder, pengene kan komme fra, siger Carsten Smidt.

Det er op til fjernvarmeselskaberne selv at finde ud af, om de vil opkræve de ekstra penge fra deres kunder.

Ifølge Finans.dk har seks fjernvarmeselskaber indtil videre tilkendegivet, at de vil opkræve pengene hos kunderne.

Du kan se, hvilke selskaber det drejer sig om i galleriet ovenfor.

Pengene kan investeres

Selvom fjernvarmeselskaberne selv kan disponere over de ekstra midler, kan den ekstra regning i sidste ende komme kunderne til gode, forklarer Carsten Smidt.

– I princippet kan fjernvarmeselskaberne bruge pengene, som de vil –  det kan jo for eksempel være investeringer i fjernvarmenettet eller til grøn omstilling, som jo kan komme kunderne til gode, siger direktøren til Newsbreak.dk.

Den tilkendegivelse har Jan Kauffmann, direktør i det københavnske fjernvarmeselskab Hofor, i hvert fald givet ifølge Finans.dk

– Pengene vil udelukkende vil blive brugt til grønne investeringer, siger Jan Kauffmann ifølge Finans.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu