ANNONCE

Nu går det stærkt: Flere døde af coronavirus

30. januar 2020 06:08 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Dødstallet fra virusudbrud i Kina er onsdag steget med 38 personer til 170. Over 7000 er smittet.

Udbruddet af et nyt coronavirus i Kina har kostet yderligere 38 mennesker livet. Dermed har i alt 170 personer mistet livet på grund af virusset i Kina.

Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder torsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er det højeste antal døde i løbet af et enkelt døgn, siden udbruddet eskalerede for cirka to uger siden.

Desuden er der konstateret yderligere mere end 1700 smittetilfælde i Kina. Det bringer det samlede antal smittede op på 7711 personer.

Derudover mistænkes op mod 12.000 personer at være smittede med virusset i Kina, oplyser myndighederne.

Der findes endnu ikke en vaccine mod coronavirusset, der menes at stamme fra et marked med levende dyr i byen Wuhan, der med 11 millioner indbyggere er den største i Hubei-provinsen.

Smittede fra 18 lande

Foruden Kina er der konstateret smittede personer i Tyskland, Australien, Frankrig, Japan, Malaysia, Nepal, Canada, Singapore, Sydkorea, Taiwan, USA, Saudi-Arabien, Thailand, Cambodja, Vietnam, Finland og Tibet.

Tirsdag blev en dansk mand undersøgt for smitten efter at være hjemvendt fra en rejse til Kina. Testresultater viste dog siden, at manden ikke var smittet.

Flere lande har evakueret deres statsborgere i området med fly. Et fly med omkring 200 japanske statsborgere ankom onsdag formiddag til Tokyo fra Wuhan.

Torsdag meddeler Japans sundhedsminister, at tre af de evakuerede personer er testet positive for coronavirusset.

Amerikanere hentes ud

USA har hentet 195 amerikanske statsborgere ud af Hubei-provinsen.

Ingen af de evakuerede personer har vist tegn på at være smittet. Det oplyser Nancy Messonnier fra USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) ifølge Reuters.

Typiske symptomer er feber, tør hoste, diarre og i visse tilfælde besværet åndedræt.

Flyet med de næsten 200 personer landede onsdag på en militærbase i Californien. Selv om personerne er erklæret fri for symptomer, bliver de holdt i isolation i 72 timer.

Lav risiko i Danmark

Det vurderes stadig, at risikoen for, at virusset når Danmark, er lav.

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, siger, at de kinesiske myndigheder laver mange tiltag for at begrænse smitten.

Samtidig er der ikke direkte flyforbindelser fra Wuhan til Danmark.

– Det er ikke det samme, som at vi siger, at det er fuldstændig usandsynligt. Vi har haft vores beredskab klar i lang tid, har han tidligere sagt til Ritzau.

Skulle der komme en person til Danmark, som opfylder kriterierne for at være smittet med virusset, vil vedkommende blive testet på Skejby eller Hvidovre sygehuse.

Sundhedsstyrelsen vil dog ikke anbefale, at man screener folk, der rejser ind i Danmark.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu