ANNONCE

Nu kan du måske fryse dig til et sundere liv

27. august 2019 18:37 | Af: Ritzau Fokus

Brunt fedt er vigtigt for at holde varmen - og forbrænde kalorier. Derfor er mængden og aktiviteten i dit brune fedt tæt knyttet til tallet på vægten.

Fedt og overvægt hænger uløseligt sammen. Men ikke kun på den måde, du måske lige umiddelbart tænker.

For fedt er andet end det, der kaldes det hvide fedt, som gerne lagrer sig på mave, baller eller lår.

Der findes også brunt fedt, og det er essentielt for at undgå overvægt.

Brunt fedt er en slags varmeorgan, som befinder sig primært omkring nakken, kravebenet, nyrerne og rygraden.

Når du fryser

Det brune fedt aktiveres, når du bliver udsat for kulde, og benytter så sukker og hvidt fedt fra blodet til at generere varme til kroppen. I den proces forbrændes altså oplagret fedtstof.

– Det er forskelligt, hvor meget man har af det brune fedt. Men det er også afgørende, om det, man har, er aktivt, fortæller Sally Winther, som er forsker ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research og har skrevet ph.d. om brunt fedt.

– Det brune fedtvæv går mere og mere i dvale, jo mere overvægtig man er. Hvis man har det, men det ikke er aktivt, kan man arbejde for at tænde for det, forklarer hun.

Det brune fedt kan aktiveres ved kuldestimulering – altså at fryse. Men det er ikke nok at gå udenfor på en kold dag uden frakke på i fem minutter. Der skal være tale om en længere periode, hvor det føles koldt.

– Nogle forskere har undersøgt, om man kunne aktivere det ved at sænke indetemperaturen eller sove køligt, siger Sally Winther.

Det skal være koldt

I et amerikansk studie undersøgte man effekten af, at en gruppe mænd i løbet af fire måneder sov en måned ad gangen ved henholdsvis 24, 19, 24 og afslutningsvist 27 grader.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Diabetes og lavet af forskere fra National Institutes for Health.

Her kunne forskerne konstatere, at når mændene sov i mild kulde, blev aktiviteten i deres brune fedt øget. Det øgede også mængden af kalorier, de forbrændte. Aktiviteten i det brune fedt blev til gengæld nedsat, når de sov i varme.

Artiklen fortsætter under videoen 

At sove ved 19 grader i en måned gav dog ikke store nok resultater til, at det fik vægten til at svinge. Så der skal formentlig være tale om lavere temperaturer.

Ifølge Sally Winther er de generelle råd til at sikre sig en sund og aktiv mængde brunt fedt ikke så fulde af hokuspokus.

– Hvis du holder dig sund og aktiv, har det mange gode kvaliteter. Og en af dem er påvirkningen på det brune fedt.

– Vi ved endnu ikke, om man kan spise noget bestemt for at aktivere det brune fedt. Men det bliver der forsket i, siger Sally Winther.

Kilde: forskningsstudiet “BCAA catabolism in brown fat controls energy homeostasis through SLC25A44” fra Rutgers University udgivet i tidsskriftet Nature.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu