Nu kommer Henriks brødre også til Danmark

11. februar 2018 19:45 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Snart er hele familien samlet om den syge prins.

Søndag har en stor del af Prins Henriks familie været på Rigshospitalet og besøge den alvorligt syge prins.

Tidligere var prinsens søster Catherine de Monpezat på besøg – foruden Prins Henriks danske familie: Dronning Margrethe, hans to sønner, svigerdøtre og børnebørn – og nu er også to af prinsens brødre på vej til Danmark.

Det fortæller Ekstra Bladet, der har været i kontakt med den ene bror, Étienne de Monpezat.

– Min søster har besøgt min bror. Hans tilstand er bekymrende, og vi er alle bekymrede, så jeg kommer og besøger ham, siger han til bladet.

Og senere kommer også broderen Jean-Baptiste de Monpezat oplyser han til Ekstra Bladet.

Hvornår de to ankommer til Danmark, vil han dog ikke oplyse.

Dronningen rydder kalenderen

Ifølge Ekstra Bladet har dronningen netop aflyst et planlagt besøg hos Sankt Lukas Hospice i Hellerup i anledning af dets 25-års jubilæum.

Besøg af familien

Søndag eftermiddag ankom dronningen til Rigshospitalet i Krone 121. Samtidig med hende befandt prins Joachim, prinsesse Marie og børnene prinsesse Athena, prins Felix, prins Henrik og prins Nikolai på hospitalet.

Tidligere kunne Newsbreak.dk fortælle, at også kronprins Frederik. kronprinsessen og deres fire børn. har været forbi Rigshospitalet søndag formiddag.

Du kan se billeder fra hele dagen i galleriet over artiklen.

Ankom søndag formiddag

Familien ankom til Rigshospitalet lidt i elleve. De ankom i tre store, sorte Land Rovere og blev fulgt af PET-vagter.

Efter en times besøg var forlod kronprinsfamilien hospitalet igen.

Det var tredje gang, at kronprinsen og kronprinsessen har besøgt Henrik på Rigshospitalet.

Tidligere søndag fik Prins Henrik besøg af sin lillesøster Catherine de Monpezat, der havde taget vejen fra Toulouse.

– Hun er ankommet til Danmark. Jeg kan bekræfte, at prinsens søster har besøgt ham, sagde kommunikationschef Lene Balleby til Ekstra Bladet.

Kongehuset har endnu  ikke meldt nyt ud om Prins Henriks tilstand, men det faktum, at prinsens brødre nu også er på vej til Danmark, kan nok kun vidne om, at termen ‘alvorligt forværret’ bliver taget seriøst.

Kronprinsen tilbage fra Sydkorea

Formuleringen i pressemeddelelsen fredag lød nemlig “Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark“.

Det signalerede til omverdenen, at det i den grad var en alvorlig forværring, for kronprinsen er medlem af Den Internationale Olympiske Komité.

Ekspert: “Det er alvorligt”

En af dem, der kender Kongehuset indgående, studsede også over den pointe.

– Det er rigtig alvorligt. Det, at kronprinsen bliver kaldt hjem, viser, at prinsens tilstand er alvorlig, sagde Trine Larsen, hofreporter hos Billed Bladet, til Newsbreak.dk fredag.

Indlagt i januar

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter en sygdom, der blev opdaget, mens prinsen befandt sig i Egypten hos hotelejeren Enan Galaly.

Siden blev en godartet tumor i venstre lunge fundet. Prinsen er tilsyneladende indlagt på en infektionsklinik på Rigshospitalet.

Fakta

Prins Henriks indlæggelse

Prins Henrik er indlagt på Rigshospitalet, hvor hans tilstand er alvorligt forværret.

Det oplyser kongehuset fredag, som dog ikke vil uddybe. Kronprinsen rejser hjem fra Sydkorea, og familien samles om prinsen.

Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henriks tilstand forværres alvorligt, oplyser kongehuset.

Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu