ANNONCE

Nu rammer coronavirus også køreskolerne

24. marts 2020 17:35 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Transportminister Benny Engelbrecht har indskærpet reglerne overfor landets kørelærere

Nu rammer coronavirus også køreskolerne
Det er i den kommende tid slut med at tage køretimer. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Udbruddet af coronavirus covid-19 rammer nu også alle de borgere, der er ved at tage kørekort i Danmark.

Transportministeriet skriver i en pressemeddelelse, at køreskoler på den ene side godt kan fortsætte med at afholde teoretisk undervisning, men det er noget andet med den praktiske undervisning, med en elev bag rattet og en underviser på passagersædet.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Hvor den teoretiske undervisning kan afvikles, hvis der kun befinder sig én person pr. 4 kvadratmeter gulvareal, er det noget helt andet, hvad den praktiske undervisning angår.

Transportministeriet skriver, at den praktiske undervisning i skolevogne ikke kan afvikles, uden at man på den måde overtræder sundhedsmyndighedernes restriktioner og anbefalinger.

Det er vigtigt

Transportminister Benny Engelbrecht beder derfor Færdselsstyrelsen om at vejlede og orientere samtlige af landets køreskoler om, at de er nødt til at droppe praktisk undervisning, hvis de da ikke allerede har gjort det.

– Jeg er optaget af, at vi både passer på de unge mennesker, der tager kørekort, og de kørelærere, som hver dag underviser eleverne. Det er derfor helt naturligt, at vi også inden for den branche tager bestik af den alvorlige situation, vi befinder os i, siger transportminister Benny Engelbrecht i pressemeddelelsen.

Transportministeriet skriver, at mange kørelærere allerede har indstillet den praktiske undervisning, og nu sørger ministeren altså for, at de sidste også bliver bedt om at gøre det.

– Den manglende praktiske køreundervisning begrænser naturligvis kørelærernes almindelige virksomhed, men det er vigtigt, at vi holder afstand. Derfor kan jeg ikke se andre muligheder, end at vi må sætte den praktiske undervisning på pause, siger Benny Engelbrecht.

Hvis man er ved at tage motorcykelkørekort, kan man til gengæld godt fortsætte, hvis ellers alle restriktioner og anbefalinger overholdes.

“Ministeriet er desuden ved at se på, om der er behov for yderligere indskærpelser over for andre uddannelser inden for transportministerens ressort. Det gælder eksempelvis skoler inden for luftfartsområdet, jernbaneområdet og vejtransportområdet, skriver Transportministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu