Nu rammer uvejret – er du klar?

7. december 2017 21:41 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Vandet kan nå helt op på 2,7 meter over normalen.

I flere dage har Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, advaret om, at et voldsomt uvejr rammer landet torsdag.

Og nu er det gået i land.

– Det er ikke så voldsomt som antaget, siger Martin Lindberg, vagtchef hos DMI, til Newsbreak.dk.

Alligevel er der dog noget blæst i landet.

– Der kan komme op til storm langs vestkysten, siger Martin Lindberg.

Ellers bliver det mest stedvis hård kuling, men med kraftige vindstød, der altså kan være af stormstyrke.

– Det kommer til at ligge mellem 20 og 22 meter per sekund, måske endda 25 i løbet af natten, siger Martin Lindberg.

Og det blæsende vejr kommer til at være over os helt frem til lørdag.

Forhøjet vandstand

Det gør også, at der er udsendt varsel om forhøjet vandstand. Det kan du se i galleriet over artiklen.

– Den prognose holder stik. Det kommer i to perioder med tidevandet mellem klokken 3 i nat og 19 fredag, siger Martin Lindberg.

Det betyder, at vandet nogle steder kan komme helt op på 2,7 meter over normal vandstand.

– Og fredag aften mellem klokken 18 og midnat gælder det også for den vestlige del af Limfjorden, der kan stige med 1,3 meter, siger Martin Lindberg.

Esbjerg: 2,30 – 2,40 m Havneby: 2,30 – 2,50 m., Vidå: 2,50 – 2,70 m. Vær opmærksom på at forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser. Vær forsigtig når du kører i bil eller til fods i kystområder, skriver DMI på sin hjemmeside.

Også Vejdirektoratet advarer om vinden:

​På E20 Øresundsbroen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer grundet kraftig blæst. Vinden forventes at aftage i løbet af torsdag aften.

På Rute 9 Langelandsbroen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer grundet kraftig blæst. Vinden forventes at aftage i løbet af lørdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu