ANNONCE

Nu rammes sporten også

5. november 2020 20:35 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Divisionsforeningen udsætter nordjyske fodboldklubbers kampe i henholdsvis 1. og 2 division. Eliteidrætten rammes hårdt.

Nu rammes sporten også
Vendsyssel FF får udsat kampe. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Adskillige fodboldkampe i 1. division og 2. division bliver nu udsat som følge af coronarestriktionerne i Nordjylland. Det oplyser Divisionsforeningen torsdag aften i en pressemeddelelse.

– Med myndighedernes kraftige opfordring til borgere i syv nordjyske kommuner om at holde sig indenfor egen kommunegrænse udsætter Divisionsforeningen nu turneringskampene for tre hold i 1. division og 2. division, lyder det.

De syv nordjyske kommuner, som rammes af myndighedernes øgede restriktioner, er hjemsted for klubberne Vendsyssel FF i 1. division samt Thisted og Jammerbugt i 2. division. Alle tre hold havde kampe planlagt den kommende weekend, mens Jammerbugt også har en kamp i Sydbank Pokalen midt i næste uge.

På baggrund af torsdagens udmelding udsættes kampene nu til senere på sæsonen. Udsættelsen gælder klubber i de syv nordjyske kommuner Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerland, hvor de øgede restriktioner gælder.

Planer på vej

Restriktionerne fra myndighederne er foreløbig sat til at vare i fire uger. I den periode har de tre omtalte fodboldklubber samlet ti turneringskampe.

– Hvor lang tid udsættelserne kommer til at gælde – og hvornår de udsatte kampe i stedet vil blive afviklet – bliver der lavet planer for i Divisionsforeningen den kommende uge. Indtil da kommenteres der ikke yderligere på de scenarier, oplyser Divisionsforeningen.

Vendsyssel FF skulle søndag have spillet hjemme mod superliganedrykkerne fra Esbjerg, men kampen i 1. division er udsat på ubestemt tid.

– Vi er enormt kede af situationen. Men vi forstår og respekterer 100 procent den beslutning, der er truffet fra regeringen. Der er ting, der er vigtigere end fodbold, og vi skal alle sammen passe på hinanden, lyder det fra Vendsyssel på klubbens hjemmeside.

Elitesport hårdt ramt

Som Danmarks Idrætsforbund (DIF) forstår restriktionerne i Nordjylland, kan de professionelle klubber i de syv berørte kommuner ikke spille kampe, siger DIF-direktør Morten Mølholm.

– Som vi har forstået det på de briefinger, vi fik forud for pressemødet, så kan den professionelle sport ikke spille turneringer, fordi det kræver, at man krydser kommunegrænsen. Jeg tror ikke, det vil blive betragtet som et livsnødvendigt formål, forklarer Mølholm.

Det betyder, at Vendsyssels fodboldherrer i 1. division, Fortuna Hjørrings fodboldkvinder i ligaen, Vendsyssels håndboldkvinder samt flere andre ikke kan spille kampe frem til og med 3. december.

Endnu mangler DIF dog at få de skærpede restriktioner for de syv kommuner på skrift, men ifølge Morten Mølholm kan altså heller ikke den professionelle idræt i kommunerne fortsætte. Ifølge ham kommer restriktionerne også til at ramme det håndbold-EM, som Danmark fra netop 3. december skal være medvært sammen med Norge for.

Ser på det

Den ene af de indledende puljer skulle efter planen tage sin begyndelse i Arena Nord i Frederikshavn, som er blandt de berørte kommuner. Det kommer næppe til at ske.

– Vi skal stadig lige ind i detaljerne omkring, hvad der er muligt og umuligt, men enhver kan næsten sige sig selv, at hvis man ikke må krydse kommunegrænser, så nytter det heller ikke noget at få udenlandske hold ind og spille i Frederikshavn.

– Jeg ved godt, EM starter lige på grænsen af de fire uger, men holdene skal også komme forinden, plus at vi ikke ved, hvad der sker efter de fire uger. Så det klart mest sandsynlige er, at man bliver tvunget til at flytte det fra Frederikshavn, siger DIF-direktøren.

Det er i sidste ende Dansk Håndbold Forbund (DHF), som skal træffe afgørelsen om at flytte kampene væk fra Frederikshavn. DHF-formand Per Bertelsen er torsdag aften til håndbold i Aarhus og meddeler, at man vil kigge på sagen og mulighederne fredag.

Fakta

De rammes af restriktioner

Syv kommuner i Nordjylland rammes af nedlukning frem til og med 3. december efter fund af muteret coronavirus hos mink og 12 smittede personer.

I de syv kommuner findes en del klubber og hold, som skal finde ud af, om de kan fortsætte med at træne og spille kampe under restriktionerne.

Her er en oversigt over de største af klubberne:

* Fodbold

Vendsyssel, mænd, 1. division.

Jammerbugt og Thisted, mænd, 2. division.

Fortuna Hjørring og FC Thy, kvinder, Kvindeligaen.

* Håndbold

Vendsyssel, kvinder, Bambusa Kvindeligaen.

* Badminton

Vendsyssel, Badmintonligaen.

* Bordtennis

B75 (Hjørring), mænd, Bordtennisligaen.

Green/B75 (Hjørring), kvinder, Bordtennisligaen.

* Ishockey

Frederikshavn White Hawks, mænd, Metal Ligaen.

Derudover skal en af puljerne til EM i kvindehåndbold ifølge den nuværende plan starte og spilles i Arena Nord i Frederikshavn.

Kilder: Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu