Nu skal vejnettet opgraderes: Her sker det

13. marts 2019 11:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Regeringen og Dansk Folkeparti har nu præsenteret sin plan for opgraderinger af dansk infrastruktur.

Onsdag har regeringen sammen med Dansk Folkeparti været rundhåndede med pengeposen. Det er blevet specificeret, hvor der gerne skal opgraderes på den danske infrastruktur. “En infrastruktur, der understøtter effektiv transport for både borgere og erhvervslivet er et centralt element i vores hverdag og virksomhedernes produktion“, kalder Transport-, Bygnings- og Boligministeriet det selv i en pressemeddelelse.

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet investeringer for i alt 112,7 milliarder kroner i den langsigtede plan for investeringer i infrastruktur, og en del af midlerne skal bruges på at sikre bedre opkobling i hele landet til de største motorveje

– Trængsel på vejene koster hver dag samfundet dyrt, ligesom det er irriterende for den enkelte trafikant at spilde tiden i lange bilkøer. Trængslen vil kun vokse i fremtiden, hvis ikke vi gør noget nu. Derfor vil vi investere mere i vores vejinfrastruktur, og med den nye aftale sætter vi eksempelvis gang i vigtige og nødvendige udvidelser af landets mest belastede motorvejstrækninger, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

Aftalen om fremtidens veje og baner er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti og indeholder en lang række infrastrukturprojekter, der skal sættes i gang i perioden fra 2021 til 2030. Det gælder blandt andet en udvidelse af E45, midler til en ny midtjysk motorvej, udvidelser af motorvejene og ringforbindelserne på Sjælland samt en udvidelse af Fynske Motorvej syd om Odense og en tredje Limfjordsforbindelse.

I galleriet over artiklen kan du se en udspecificering af de kommende vejprojekter.

Nye jernbaner

Jernbaneinfrastrukturen er ifølge regeringen og Dansk Folkeparti “højt prioriteret og vil frem mod 2030 gennemgå en omfattende modernisering, der vil videreudvikle og understøtte jernbanens konkurrenceevne. Samlet set betyder det, at der investeres i jernbaneprojekter og indkøb af tog for op mod 71,5 milliarder kroner i de kommende år.”

Derfor er der afsat penge til nye jernbaneknudepunkter ved Ny Ellebjerg og Glostrup stationer, en udvidelse af Københavns Lufthavn Station samt hastighedsopgradering på jernbanen mellem Ringsted og Odense. Endelig afsættes der midler til en helt ny bane over Vestfyn fra Odense til Kauslunde ved Middelfart, som fjerner en af jernbanens store flaskehalse, og der prioriteres en ny bane mellem Vejle og Billund.

– For Dansk Folkeparti er det afgørende, at Danmark hænger sammen. Derfor har det været vigtigt for os at prioritere både skinner og asfalt. På den måde investerer vi bredt i fremtiden for flest mulige danskere, der hver dag begiver sig ud på vejene i bil eller på cykel eller som tager den offentlige transport.  Vi har prioriteret realisme og nærhed. Realisme i forhold til økonomien og nærhed i forhold til at sikre, at hele Danmark prioriteres med denne aftale. Vi har ikke kun disponeret penge til nye skinner og nye veje. Vi afsætter også 1,9 mia. kr. ekstra til vedligehold af de veje, vi allerede har. Så færre oplever huller og urimelige ujævnheder i fremtiden, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

Da det er et smalt forlig, der er indgået i aftalen, kan planerne naturligvis smuldre, såfremt flertallet i Folketinget skifter ved det kommende valg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu