ANNONCE

Nu sker det – men …

12. marts 2021 21:32 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Du kan ikke bare dukke op

Så er der godt nyt til de indretningshungrende.

Fra på mandag 15. marts åbner Ikea igen for, at kunderne kan besøge og handle hos møbelkædens fem varehuse i hele landet.

Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke muligt blot at dukke op og handle løs.

– Vi glæder os til at byde vores kunder indenfor igen – også selvom det kun er i begrænset omfang. Vi opfordrer til, at alle passer godt på hinanden, holder afstand og har tålmodighed, hvis der skulle opstå ventetid. Vi vil gøre alt for at give vores kunder en god oplevelse og samtidigt overholde myndighedernes anvisninger, siger Christian Mouroux Pedersen, kommunikationsansvarlig for Ikea Danmark.

For at komme ind i varehusene, kræver det, at man på forhånd booker en tid på grund af de nuværende COVID-19 restriktioner.

Kunder, der ønsker at besøge Ikeavarehusene kan booke tid på IKEA.dk, der giver adgang til frit at handle i 1,5 time per booking.

For kunder, der besøger Gentofte varehus er besøget af 50 minutters varighed.

Der vil være adgang for 250 kunder ad gangen i hvert varehus.

“Når Ikea igen åbner for kunder, vil det også være muligt at returnere varer. Det kræver også en tidsbestilling via Ikea.dk. Kunder der ønsker både at returnere varer og handle hos IKEA skal booke to særskilte tider til det”, skriver Ikea, der opfordrer til, at kun en person fra hver husstand dukker op.

“Hvis der er behov for at flere fra samme husstand besøger varehuset samtidig, vil det kræve én booking per person”, oplyser Ikea.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu