Nu skruer politiet bissen på over for disse trafiksyndere

19. oktober 2018 20:21 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Såkaldte vanvidsbilister skal have kortere snor, lyder det fra Østjyllands Politi.

Video: Hans Henrik Vestergaard.

Så er det af med fløjlshandskerne. Sådan lyder det nu fra Østjyllands Politi, hvor man er overordentligt godt trætte af vanvidsbilister, der raserer de østjyske veje.

Det fortæller advokaturchef hos Østjyllands Politi, Morten Holm, til Jyllands-Posten. Planen er, at kredsens betjente skal have nemmere ved at inddrage kørekortet hos vanvidsbilister – med det samme.

– Fremover kigger vi i højere grad på den enkelte sag, når en bilist bliver taget for vanvidskørsel. Er vedkommende i forvejen dømt for et antal overtrædelser, så vil vi overveje en midlertidig inddragelse af førerretten med det samme, siger advokaturchefen til Jyllands-Posten.

Grunden til, at det er muligt for politiet at stramme skruen, skal findes i en lovpakke fra 2010. Ifølge Jyllands-Posten gjorde ‘vanvidspakken’, at politiet fik muligheden for at inddrage en vanvidsbilists kørekort, så snart de fangede vedkommende.

Tidligere tilfælde af vanvid

I videoen ovenfor artiklen kan du se et eksempel på en af de vanvidsbilister, der på det seneste har spredt skræk på de østjyske veje. Videoen er tidligere bragt på Newsbreak.dk.

Videoen viser en bilist, der mandag 8. oktober kilede sig ind gennem biler, forcerede en midterrabat og kørte over for rødt lys. Det skete på Åby Ringvej i det vestlige Aarhus.

De mange sager har tidligere rystet Østjyllands Politi. Det har vagtchef Jens Rønberg fortalt til Newsbreak.dk:

– Det er simpelthen en mærkelig moral. Vi ser det flere steder, siger Jens Rønberg, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu