ANNONCE

Nu vender partiet ham ryggen

1. oktober 2020 05:32 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Republikanske senatorer opfordrer Trump til at tage klart afstand fra tilhængere af hvidt overherredømme.

Efter tv-debatten i USA mellem de to præsidentkandidater kritiserer republikanske toppolitikere, at præsident Donald Trump ikke tog afstand fra grupper, der er tilhængere af hvidt overherredømme.

– Hvidt overherredømme skal man tage afstand fra hver gang, siger Tim Scott, der er Republikanernes eneste sorte medlem af Senatet.

– Jeg tror, at han formulerede sig forkert, og synes, at han skal rette det. Hvis han ikke retter det, formoder jeg, at han ikke formulerede sig forkert, siger Tim Scott ifølge New York Times om præsidentens ord.

Trump blev under tv-debatten natten til onsdag dansk tid opfordret af ordstyreren til at tage afstand fra gruppen Proud Boys, der går ind for hvidt overherredømme.

Til det svarede Trump: “Hold tilbage, men hold jer klar”.

Kommentaren er blevet gjort til et nyt slagord for medlemmerne af Proud Boys, der vil gøre Trumps ord “stand back, and stand by” til deres egne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Kritik fra højtstående partifælle

Mitch McConnell, der er Senatets republikanske flertalsleder, kritiserer ifølge New York Times, at præsidenten ikke tog klokkeklart afstand fra tilhængere af hvidt overherredømme.

McConnell bakker op om Tim Scott og hans udtalelser.

– Han sagde, at det var uacceptabelt ikke at fordømme tilhængere af hvidt overherredømme, så det gør jeg så kraftigt som muligt, siger den ledende senator.

Flere andre republikanske senatorer opfordrer ligeledes præsidenten til at tage klart afstand fra racistiske grupper.

Trump har onsdag forklaret til journalister ved Det Hvide Hus, at han ikke ved, hvem Proud Boys er.

– Men hvem end de er, må de holde tilbage og lade ordensmagten gøre sit arbejde, sagde Trump.

Kendt for vold

Han tilføjede hurtigt, at “det virkelige problem” er voldelige grupper på venstrefløjen, noget som han også sagde under nattens tv-debat.

I weekenden mødte flere hundrede medlemmer af Proud Boys op i Portland i delstaten Oregon, flere af dem bevæbnet og klædt i sikkerhedsveste, for at protestere mod radikale grupper på venstrefløjen og Black Lives Matter.

Personer herfra har i flere måneder stået bag til tider voldelige protester mod politivold.

Proud Boys er kendt for at komme i klammeri med antiracister. Men myndighederne i Portland, der havde ventet flere tusinde racistiske deltagere, siger, at det forløb uden større sammenstød.

Fakta

Donald Trump

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 74 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com og Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu