ANNONCE

Ny anholdelse: Person mistænkt for at bedrage med offentlige midler for millioner

21. november 2018 17:36 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det skal dreje sig om et 'større millionbeløb'.

Ny anholdelse: Person mistænkt for at bedrage med offentlige midler for millioner
En person anholdt for at have bedraget for millioner. Arkivfoto: Colourbox.

Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet har i dag anholdt en person, som er mistænkt i flere sager for at have bedraget sig til udbetaling af et større millionbeløb af offentlige midler.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Københavns Politi modtog 8. oktober en anmeldelse fra Socialstyrelsen vedrørende svig med offentlige midler i perioden fra 2014 til 2018. Efterfølgende er anmeldelsen blevet suppleret.

I alt 14 millioner

Anmeldelsen omhandler tre foreninger, der i flere tilfælde har fået tilskud til projekter på Socialstyrelsens område.

Der er anmeldt cirka 30 forhold om bedrageri til en værdi af cirka 4,5 millioner kroner.

Derudover er der mistanke om forsøg på svindel for foreløbig omkring 9,5 millioner kroner, hvor der dog ikke er lykkedes at få bevilget midler.

Personsammenfald

Efterforskningen viste, at persongalleriet bag de tre foreninger havde personsammenfald.

På denne baggrund har afdelingen for økonomisk kriminalitet anholdt en mand, som fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Der er foretaget ransagninger på to adresser og yderligere anholdelser kan ikke udelukkes.

Den mistænkte sigtes for straffelovens § 279, bedrageri, og § 171, dokumentfalsk.

Der foreligger stadig en del efterforskning i sagen og Københavns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke kommentere yderligere, slutter meddelelsen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu