Ny forskning: Sådan bliver du snydt når du køber ind

18. oktober 2017 09:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Vi tror, at vi får mere for pengene, hvis en vare har en kraftig farve. Synsbedrag får os til at tro, at produkter med kraftige farver indeholder mere end produkter i lysere farver.

Vi bliver ofte snydt af markedsføringstricks i butikkerne. Nu afslører et nyt studie, hvor lidt der skal til, før vores øjne spiller os et puds. Og der skal faktisk blot en dråbe til. Det skriver Videnskab.dk

En ekstra farvedråbe i produktionen får os nemlig til at tro, at en brun kuffert i en stærkere farve er mere rummelig end en tilsvarende kuffert i en lidt lysere brun farve; selvom kufferterne er nøjagtigt lige store.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Journal of Consumers Research.

– Farvestyrken er et effektivt virkemiddel, fortæller en af forskerne bag studiet.

Han påpeger også, at forbrugerne, som ønsker at produkterne kun fylder lidt, foretrækker de lysere farver, fordi de tror, at produkterne fylder mindre.

Studiet er foretaget af nordmanden Henrik Hagtvedt og hans kollega Adam Brasel ved Boston College.

Større opmærksomhed

Henrik Hagtvedt er oprindelig kunstmaler og studerede kunsthistorie ved Universitetet i Oslo. Nu forsker han i markedføringens brug af farver og ved mere end de fleste om farvernes effekt på forbrugerne.

– Mættede farver vækker større opmærksomhed, forklarer Henrik Hagtvedt til forskning.no, videnskab.dk’s norske søstersite.

– De får os til at blive mere ophidsede. Det er påvist gennem eyetracking, hvor forskerne registrerer, hvor hurtigt og hvor længe vores blik fæstner sig ved objekter i forskellige farver. Farver påvirker forbrugerne mere, end de fleste af os er klar over, siger Henrik Hagtvedt.

Læs også: Danske husstande har EU’s femtestørste CO2-aftryk

Henrik Hagtvedt har gennem seks eksperimenter testet, hvordan forsøgsdeltagerne opfatter kaffekopper, kufferter og PC’er, der alle havde samme størrelse.

Forsøgsdeltagerne vurderede to genstande med samme farve, men den ene havde en kraftigere farve; altså mere farvepigment.

Det første eksperiment bekræftede Henrik Hagtvedts hypotese: Forsøgsdeltagerne var overbeviste om, at den knaldgrønne boks var større end boksen, der havde en svagere grøn farve. I virkeligheden var de lige store.

I et andet forsøg skulle deltagerne vurdere to PC’er i to forskellige røde nuancer. Forsøgsdeltagerne opfattede den højrøde PC’er som større end den PC’er, der havde en svagere rød farve.

Den højrøde udgave vakte mere opmærksomhed og engagement blandt deltagerne.

Forskel på kufferter

I forbindelse med et andet eksperiment spurgte Henrik Hagtvedt studerende ved Universitetet i Boston hvilken kuffert, de foretrak.

Den ene var mørkebrun, og den anden var lysebrun.

Forsøgsdeltagerne blev inddelt i to grupper, som fik besked på at vælge efter forskellige kriterier:

Den ene gruppe skulle vælge den rummeligste kuffert.

Læs også: Sensationel tyngdebølgemåling åbner nyt kapitel i udforskningen af rummet

Den anden gruppe skulle vælge den kuffert, der fyldte mindst.

– Den første gruppe skulle sikre, at der var mest mulig plads i den kuffert, de valgte. Denne gruppe valgte den mørkebrune kuffert, fortæller Henrik Hagtvedt.

Den anden gruppe blev bedt om at sikre, at der var plads til kufferten i bagagerummet over sæderne i flyet.

– Denne gruppe valgte den lysebrune kuffert, afslører Henrik Hagtvedt.

Resultaterne indikerer, at forbrugerne tror, at produkterne har forskellig volumen efter hvor stærk farve, de har.

Du kan læse hele artiklen på Videnskab.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu