Ny nedtur: Politiet siger nej til Paludan

19. april 2019 10:30 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ingen demonstrationer her, tak.

Del:

Den racismedømte Rasmus Paludan får heller ikke lov til at demonstrere i Københavns Vestegns politikreds fredag, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Den kontroversielle islamkritiker og stifter af partiet Stram Kurs havde ellers bebudet demonstrationer i Værebro eller Bagsværd fredag formiddag.

– Vi vurderer desværre, at en ny Stram Kurs-demonstration i den nuværende situation og med det aktuelle trusselsniveau fortsat kan bringe den offentlige fred og Rasmus Paludans sikkerhed i fare, siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

I netop Værebro var der natten til fredag, som billederne over artiklen viser, ballade. Der blev flere steder antændt brande. Alligevel er det ikke det enestående tilfælde, der har nødvendiggjort forbuddet. Det er en samlet vurdering, oplyser politiet.

– Derfor har vi følt os nødsaget til at forbyde demonstrationen, tilføjer han.

Flere forbud

Demonstrationsforbuddet gælder foreløbig til lørdag klokken 08. Paludan havde et planlagt arrangement onsdag i Bagsværd, men det blev aflyst, da politiet indførte et tilsvarende forbud.

Uroen startede søndag eftermiddag, da flere blev provokeret af Rasmus Paludans optræden på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Blandt andet kastede han med en koran.

Herefter antændte nabolaget, og det endte i kampe mellem ballademagere og politiet.

Mandag rykkede balladen så til Albertslund, hvor Paludan skulle have holdt en demonstration. Her blev der kastet med sten og affyret fyrværkeri mod politiet. Tirsdag havde man lignende tilstande i Lyngby.

Balladen har ført til, at også Københavns Politi har indført et demonstrationsforbud. Det løber til efter påske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu