Ny offensiv slagtede Hobro

21. februar 2020 21:08 | Af: Ritzau Fokus

Anders Dreyer og Ronnie Schwartz scorede, da FC Midtjylland uden at imponere fredag vandt 2-0 ude over Hobro.

FC Midtjylland tog fredag endnu en sejr i toppen af Superligaen, da rækkens førerhold igen gjorde det onde ved et ellers velspillende Hobro-mandskab.

FCM indledte Superligaens 22. spillerunde med en udesejr på 2-0 og fortsatte dermed dominansen mod Hobro, som FCM nu har mødt 12 gange i superligaregi uden at tabe.

Det er nu blevet til ti sejre og to uafgjorte i de indbyrdes opgør for FCM.

Med sejren lægger FCM gevaldigt pres på FC København. Der er nu ti point ned til de forsvarende mestre, som søndag gæster Silkeborg.

I fredagens opgør holdt FCM igen buret rent, hvilket holdet nu har gjort 11 gange i sæsonen.

Det er flest af alle klubber, og samtidig viste offensiven den fornødne kvalitet, hvor nyindkøbene Anders Dreyer og Ronnie Schwartz tegnede sig for scoringerne.

Sejren var endnu et udtryk for førerholdets kynisme, hvor gæsterne ellers tillod Hobro flere enorme muligheder, der aldrig blev udnyttet.

Hobro fik nemlig den bedste start på opgøret, hvor hjemmeholdet havde flere nærgående forsøg.

Imed Louati ramte blandt andet overliggeren to gange indenfor kampens første halve time.

Hobros chancehav forsatte i anden halvleg, hvor Edgar Babayan tog for let på en friløber og brændte på det skammeligste.

Kynismen havde Anders Dreyer til gengæld fire minutter senere, da han blev sendt igennem og sparkede bolden i nettet efter 55 minutter.

Få angreb senere burde Pål Alexander Kirkevold have udlignet, men heller ikke Hobros delte topscorer kunne få bolden i mål.

I stedet var det endnu et FCM-indkøb, der afgjorde sagerne. Indskiftede Ronnie Schwartz udbyggede til 2-0 efter 68 minutter og efterlod Hobro modløse.

Med nederlaget risikerer Hobro at miste 13.-pladsen til Esbjerg, der møder Lyngby søndag.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu