ANNONCE

Ny plan: Her bliver der plads til flere børn

20. april 2020 18:39 | Af: Newsbreak.dk

For at imødekomme frustrerede forældre har Københavns Kommune nu lagt en plan, der skal skabe flere pladser til børnene i daginstitutionerne.

Københavns kommune lancerer planen ’Sammen om byens børn’, der skal sikre, at flere børn kan komme tilbage i hovedstadens daginstitutioner, skriver Politiken.

– I morgen åbner alle daginstitutioner i kommunen med få undtagelser – og med alle de forholdsregler, Sundhedsstyrelsen har bedt os om at tage. Men vi kan se, at det ikke er nok. Der mangler ganske enkelt pladser. Der er meget store lokale udsving i, hvor mange børn der mangler plads. Nogle steder er der masser af pladser tilbage, mens vi andre steder ikke kan møde forældrenes behov tilstrækkeligt, siger børne- og ungeborgmester Jesper Christensen (S) til Politiken.

I morgen vil der være 16.000 pladser, hvilket er 3.000 mere end sidste uge og 5.000 flere, end forældrene samlet havde meldt ud, at de havde behov for.

Efter første uge af genåbningen kan man se, at cirka en fjerdedel af alle de børn, der har meldt behov ind, ikke dukker op i institutionerne.

Retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne er i forvejen en udfordring for alle kommuner, ikke mindst i hovedstaden, hvor der er rift om alle kvadratmeter i byen.

– Det er og vil også fortsat være en gradvis genåbning af kommunens dagtilbud, ligesom det er en gradvis genåbning af hele samfundet. Man skal huske på, at vores institutioner også er enormt forskellige i kommunen. Nogle vuggestuer er jo lejligheder på en 2. sal, mens andre er spritnye og langt lettere at kontrollere og måle op efter de nye regler, siger Christensen til Politiken.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke retningslinjer der gælder for børn, forældre og institutioner i forbindelse med den nylige genåbning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu