ANNONCE

Ny pludselig ændring kræver tilvænning

21. maj 2020 08:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

For hundene kræver det nu, at du tager dig lidt ekstra af deres vaner - for livet ændrer sig meget for tiden for de små.

Ny pludselig ændring kræver tilvænning
Mange hunde har haft meget mere selskab de seneste måneder, end de har været vant til. Nu, hvor samfundet gradvist åbner igen, og hundeejerne skal tilbage på arbejde, er det vigtigt, at hunden igen vænner sig til at være alene hjemme. Foto: Agria

Coronakrisen har ikke blot vendt op og ned på livet for vi mennesker, for rutiner og hverdag for de firbenede er ligeledes ændret pludseligt og uden varsel. Først blev langt de fleste hundeejere sendt hjem.

Nu står hundene så overfor endnu en ændring, hvor samfundet er i gang med en kontrolleret genåbning af flere funktioner. Det betyder altså, at din hund nu skal til at vænne sig til en ny hverdag, hvor ejeren pludselig ikke er så meget hjemme længere.

I en pressemeddelelse advarer Agria Dyreforsikring nu mod at negligere den voldsomme ændring det kan være, hvis ikke du har tilpasset din nye situation til dyret, der pludselig har fået mere opmærksomhed og flere lange gåture.

Forsikringsselskabet har samlet en række pointer, du bør være opmærksom på, og dem kan du se i artiklen her.

“Hvis man i den periode ikke har fastholdt tidligere rutiner, kan det være en ekstra udfordring for de firbenede, når den normale hverdag melder sin ankomst igen”, skriver Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

Være alene

Hunde skal vænnes til at være alene, og det er de fleste hunde i forvejen, men nu har mange hunde i en lang periode pludselig skulle vænne sig til ikke at være alene. Derfor er det nogenlunde tilbage til start.

– Først og fremmest er det vigtigt at lade hunden sove sit sædvanlige sted i dagtimerne, for eksempel i gangen eller i stuen. Det er også rigtig  vigtigt at opretholde, at hunden er alene hjemme nogle timer hver dag, mens du er ude i ærinder. Når tiden nærmer sig til, at du igen skal tilbage på kontoret, kan du øge det tidsrum, hvor hunden er alene hjemme – gerne med mindst en time om dagen, siger Tine Antvorskov.

Har din hund tidligere haft svært ved at være alene, så er det endnu vigtigere, at du langsomt vænner den til det igen. Gå en tur alene eller tag ud for at handle eller lignende.

Aktivering

Har du vænnet din hund til at blive luftet midt på dagen her under hjemmearbejde? Det bør du stoppe med nu, hvis det ikke er planen at fortsætte.

– Mange hunde har vænnet sig til at komme ud og gå lange ture midt på dagen, noget som selvfølgelig har været rigtig dejligt for både hund og ejer. Det kan være nødvendigt at vænne hunden fra det igen, og her kan du begynde med at lade der gå længere tid mellem morgenturen og middagsturen. Går du en tur klokken syv, kan du gå næste tur klokken 13. Og så øger du med en halv time om dagen, til du er tilbage på normalen med 6-8 timer mellem turene, siger Antvorskov.

Det ændrer dog ikke på, at du skal huske at aktivere din hund. En understimuleret hund, der får for lidt motion, mistrives og kan udvikle adfærds- og sundhedsproblemer.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu