ANNONCE

Ny prognose: Så længe varer frosten ved

17. marts 2021 18:56 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Havefolket må væbne sig med tålmodighed

Ny prognose: Så længe varer frosten ved
Der vil kunne opleves minusgrader langt ind i april. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)

Morgenbilister og havefolk må væbne sig med tålmodighed.

Nattefrosten har nemlig tilsyneladende ikke tænkt sig at slippe sit tag i Danmark lige foreløbigt.

Det fremgår af en dugfrisk månedsprognose fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Langtidsmeteorolog Martin Lindberg oplyser, at man helt frem til uge 14, der slutter 11. april, fortsat kan opleve let frost om natten.

Varme dage, kolde nætter

Til gengæld bliver dagene værd at nyde.

I den kommende uge forventes dagtemperaturerne at ligge mest mellem 7 og 13 grader, men midt på ugen kan vi opleve nogle dage med temperaturer på kun 4 og 8 grader, skriver Martin Lindberg. Nattetemperaturerne vil hovedsageligt ligge et sted mellem 2 og 6 graders varme, men en overgang helt ned mellem 0 og 5 graders frost, lokalt måske koldere.

Samtidig forventes det at holde stort set tørt hele ugen, der kan dog sidst på ugen komme flere skyer, der også kan byde på enkelte regnbyger.

15 grader i påskeugen

I påskeugen er der ikke lagt op til store forandringer i vejret.

Lavtrykkene ser fortsat ud at tage nordlige baner, mest fra Nordatlanten mod nordøst og op over Norskehavet, langt nordvest og nord om Danmark. I starten af ugen kan et højtryk ligge over Østeuropa eller Rusland, hvilket kan sende sydlige vinde op over landet og stigende temperaturer.

Den sydlige luftstrømning kan give både sol og skyer, men også regn en overgang. I påsken er der tendens til vestenstrømning og svage fronter, der kan give flere skyer og lidt regn. Solen vil dog også kigge frem, idet en højtryksryg også forventes at passere landet vestfra.

Dagtemperaturen forventes i første halvdel af ugen at nå op mellem 8 og 15 grader, men senere mest mellem 6 og 12 grader. Om natten ventes temperaturer ned mellem ca. 2 og 8 grader, men på nætter med klart og stille vejr er der mulighed for stedvis let frost.

Frosten kigger frem

Prognoserne for den tredje uge, der går fra 4. til 11. april, er mere usikre. Men der er tendenser til højtryk over Vest- og Centraleuropa, med mulighed for perioder med højtryksrygge op over Skandinavien. Det skulle medføre mest tørt vejr med nogen sol de fleste dage. Der er også en mulighed for en overgang vestlig luftstrømning, hvor mest svage fronter med skyer og lidt regn kan passere landet fra vest.

Dagtemperaturerne forventes typisk at nå op mellem ca. 7 og 12 grader, men det kan kortvarigt blive både noget lunere eller lidt køligere. Om natten ventes temperaturerne oftest at nå ned mellem 2 og 8 grader, og ved stille og klare nætter stedvis let frost.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu