Ny slags kørekort hastigt på vej

15. oktober 2019 21:10 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Mod udgangen af 2020 er et helt nyt kørekort på vej til danskere.

Et splinternyt kørekort nærmer sig med hastige skridt, siden den daværende regering løftede sløret for planerne om en markant ændring tilbage i september 2018.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I en ny pressemeddelelse skriver Digitaliseringsstyrelsen nemlig, at leverandøren, der skal udvikle et nyt digitalt kørekort til danske bilister, er blevet valgt. Det er blevet Visma Consulting, der skal hjælpe.

Med kontrakten tager Digitaliseringsstyrelsen første spadestik i udviklingen af en digital kørekort-app, så borgerne nemt og sikkert kan tilgå deres kørekort fra mobiltelefonen“, skriver styrelsen, der stadig forventer at rulle kørekortet ud, inden 2020 bliver til 2021.

Mobil i stedet for pung

Kørekort-projektet er et led i ambitionen om, at gøre borgernes id-kort digitale. Kørekortet er det første, der står over for en digitaludgave, men det er meningen, at eksempelvis også sundhedskortet skal have samme tur.

I forvejen har også NemID fået en app, der erstatter det tidligere nøglekort.

– I dag har de fleste en smartphone, og den er blevet en fast del af mange danskeres hverdag. Mobilen har nærmest erstattet pungen, og derfor giver det god mening at få kørekortet på mobilen, så det altid er lige ved hånden, sagde daværende innovationsminister Sophie Løhde (V) i forbindelse med lanceringen af planerne.

Valgfrihed

Digitaliseringsstyrelsen, der har fået til opgave at fikse det nye kørekort, holder stadig fast i, at der skal være tale om et supplement. Det betyder, at du altså ikke bliver tvunget til at vælge et digitalt kørekort.

Netop valgfriheden har Forenede Danske Motorejere (FDM) tidligere rost ved regeringsforslaget, der nu er i fuld gang med at blive udført. I september 2018 lød det:

– Vi er glade for at se, at det er en supplementsordning, så bilisterne har en valgfrihed og dermed kan vælge den løsning, der passer dem bedst. Det digitale kørekort har været efterlyst af mange bilister, så vi ser frem til at se det kommende udspil, sagde juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu