ANNONCE

Ny starter nyt politisk drama i USA

4. januar 2021 17:08 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stort drama vil udspille sig ved senatsvalg tirsdag i staten Georgia. De afgør magtforholdet i USA's kongres.

Ny starter nyt politisk drama i USA
En valgplakat i Summerville i den amerikanske delstat Georgia. Hvis det lykkes de to demokrater Jon Ossoff og Raphael Warnock at vinde omvalg til USA's senat, vil det sikre Demokraterne kontrol over USA's senat. Men to republikanske kandidater er svage favoritter, og vinder bare en af dem, har Senatet fortsat republikansk flertal. Foto: Brandon Bell/Ritzau Scanpix

Når det bliver tirsdag i USA, vil mange amerikanere zoome ind på delstaten Georgia. Her vil to vigtige senatsvalg kunne afgøre, om demokraten Joe Biden kan få sin politik gennemført, når han indsættes som præsident senere på måneden.

Biden vil senere mandag møde op i Georgia for at støtte de to demokratiske kandidater. Nogle timer senere, når mørket har lagt sig, ankommer præsident Donald Trump for at opildne de republikanske vælgere.

Det sker, efter at avisen Washington Post har kunnet afsløre en eksplosiv lydoptagelse med præsident Donald Trump.

Et tæt opgør

På optagelsen forsøger Trump i løbet af en time tilsyneladende at presse Georgias republikanske indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at fuske med resultatet efter valget 3. november, så Trump kunne erklæres som vinder i staten.

Præsidentopgøret i Georgia blev tæt. Biden vandt med knap 12.000 stemmer. Men på båndet kan man høre Raffensperger afvise Trump. Optællingen er foregået efter bogen, fastholder han.

Ifølge Washington Postforsøgte Trump både at smigre, bønfalde og true sin partifælle Brad Raffensperger, der er Georgias indenrigsminister, til at omgøre valgresultatet.

– Folk i Georgia er vrede, folk i landet er vrede, siger Trump på den optagelse, Washington Post er kommet i besiddelse af.

– Og der er ikke noget i vejen med at sige, at du ved, øh, at du har regnet på det igen, lyder det fra præsidenten.

Men hele vejen gennem samtalen afviser Raffensperger præsidenten og forklarer ham, at demokraten Joe Bidens sejr var retfærdig og præcis.

– Hr. præsident, den udfordring, De har, er, at de data, De har, er forkerte, svarer Raffensperger.

Får det nogen betydning?

Spørgsmålet er, om lydoptagelsen og Trumps gentagne beskyldninger om valgsvindel vil få betydning tirsdag – navnlig blandt republikanske vælgere – når de republikanske senatorer David Perdue og Kelly Loeffler står over demokraterne Jon Ossoff og Raphael Warnock ved de to omvalg i staten.

Ved valget 3. november fik ingen af kandidaterne over 50 procent af stemmerne. Derfor skal der ifølge Georgias valglov være omvalg ved de to senatsvalg.

Valget får afgørende betydning for magtforholdet i USA’s kongres. Vinder de to republikanske kandidater, vil Republikanerne sikre sig 52 pladser i Senatet, der har 100 medlemmer.

Vinder de to demokrater, vil det stå helt lige i Senatet – 50-50 – og så bliver det den kommende demokratiske vicepræsident, Kamala Harris’ opgave at kaste den afgørende stemme ved stemmelighed.

Det vil betyde, at Biden vil kunne få store dele af sin økonomiske politik og klimalove gennemført. Hvis republikanerne får flertal, ventes de at blokere for store dele af det og holde Kongressen i et jerngreb.

Georgia er traditionelt en konservativ stat i det sydlige USA. Men nye vælgergrupper var med til at sikre Biden sejren i staten. Det Demokratiske Parti håber på, at de kan bære den 33-årige dokumentarist Jon Ossoff og den 51-årige baptistpræst Raphael Warnock helt ind i Senatet.

Meningsmålingerne viser, at det bliver meget tætte opgør ved begge senatsvalg. Med de to republikanere som svage favoritter. Det bliver samtidig nogle af de dyreste senatsvalg, der er afholdt i USA.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu