ANNONCE

Nye coronatal: Så slemt står det til

28. oktober 2020 14:16 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nyt højt smittetal - og seks nye dødsfald.

1017 danskere er det seneste døgn bekræftet smittet med coronavirus. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut (SSI), der er offentliggjort onsdag klokken 14. De er fundet blandt 20.573 testpersoner. Naturligt nok findes der flere smittetilfælde, jo flere der bliver testet.

Du kan blive klogere på flere af de nye nøgletal ned gennem artiklen her.

I alt er nu 2.809.894 danskere blevet testet for Covid-19. Det nye smittetal er det næsthøjeste, Danmark har registreret. Der er onsdag ingen notits til tallene, hvorfor de må formodes at gælde for det seneste døgn.

Da Danmark 26. oktober satte hidtidig smitterekord med 1056 smittede var der nemlig en note, der gjorde opmærksom på, at netop det tal dækkede over indberetninger for 28 timer i stedet for 24, som det ellers vanlig er.

De dør flest

Onsdag er det officielle antal af personer, der er døde indenfor 30 dage efter at være blevet inficeret med coronavirus, 715. Dermed er 1,7 procent af de bekræftede tilfælde her til lands lidt et såkaldt coronarelateret dødsfald. Seks personer er døde indenfor det seneste døgn.

Ifølge SSIs datasæt, der opdateres hver tirsdag og derfor baserer sig på tal offentliggjort denne dag, er det flest mænd, der er døde efter at være blevet smittet med Covid-19. Især i alderen 70 til 89 er der markant flere mænd end kvinder, der er døde.

Det er interessant, fordi der samtidig ifølge tal fra Danmarks Statistik er flere nulevende kvinder i alle aldre mellem 70 og 89. SSI skriver dertil, at der findes flere bekræftede tilfælde af Covid-19 hos kvinder mellem 80 og 89 år. Der indlægges omtrent lige mange kvinder som mænd i den aldersgruppe.

Ser vi på aldersgruppen mellem 70 og 79, er der dog fundet flere tilfælde hos mændene. Her er der en markant overrepræsentation af mænd blandt de indlagte.

Det yngste dødsfald i Danmark er fortsat en mand i alderen 30 til 39 år. Der er tale om en 36-årig SOSU-assistent. Han led ikke af underliggende sygdom.

Så mange er “raske”

I Danmark arbejder myndigheder ikke med betegnelsen “rask”, når det kommer til Covid-19. I stedet hedder det, at en person, der 14 dage efter en bekræftet Covid-19-smitte ikke er enten død eller indlagt vil have overstået sin infektion.

Normalt skal man være symptomfri i et par døgn, før man vil være at betragte som fri til at bryde isolation, såfremt man er smittet.

Onsdagens tal bekræfter, at yderligere 429 personer har overstået deres Covid-19-infektion, hvorfor det samlede tal nu er på 33.126. De er fundet blandt 43.174 bekræftede tilfælde siden 27. februar, hvor landets første tilfælde blev bekræftet hos en TV2-journalist.

Det samlede antal af indlagte er faldet til 136, og ud af dem er 18 så syge, at de er indlagt på en intensiv afdeling – af dem får 15 hjælp til at trække vejret med en respirator. Det er en ændring på henholdsvis en færre og en yderligere det seneste døgn.

En del af indlæggelser i de danske statistikker er såkaldt korte indlæggelser. Det vil sige, at de varer under 12 timer. Det gjaldt tirsdag for 445 tilfælde af i alt 3798 corona-indlæggelser i år. Det officielle tal har dog siden været oppe til debat, fordi omkring hver syvende patient, der indgår i statistikkerne over antallet af coronaindlagte, ikke er blevet indlagt på grund af coronavirus.

DR skriver som eksempel, at en person, der er indlagt på hospitalet med et brækket ben, vil blive en del af myndighedernes tal over indlagte, hvis vedkommende tester positiv for corona under indlæggelsen.

Her spredes den næsten ikke

I den ene ende af spektret er en række kommuner – for nuværende særligt omkring den københavnske vestegn – hvor smitten hastigt spredes. For eksempel i Høje-Taastrup, der har landets højeste incidens.

Tallet angiver antal smittede per 100.000 indbyggere og er den lettest mulige sammenligningsmetode – uden dog reelt at kunne bruges til netop det. Incidenstallet giver dog et øjebliksbillede af, hvor udbredt smitten er i et afgrænset område.

Høje-Taastrup Kommune har lige nu en incidens på mere end 400. Den officielle danske bekymringsgrænse er 20. I kommunen er der fundet 206 nye smittede den seneste uge, fremgår det af tallene fra SSI.

I den anden ende er en række ø-kommuner nærmest fri for smittespredning. For eksempel Samsø og Ærø. Her er der ikke fundet et eneste bekræftet tilfælde af Covid-19 den seneste uge. På Mors er der fundet to smittede, mens det på Bornholm heller ikke ser ud til, at der spredes coronavirus i ret høj grad. I hvert fald er der blot fundet to smittede den seneste uge.

Kommunerne er dog underlagt de samme restriktioner som alle andre af landets områder. Det seneste krav træder i kraft torsdag 29. oktober. Fra denne dag er det påkrævet at bære mundbind på offentligt tilgængelige indendørs steder – også i detailhandlen.

Fakta

Nye corona-restriktioner 26.10.2020

Der skal bæres mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder, og forsamlingsforbuddet bliver sænket fra mandag for at stoppe spredning af coronavirus i Danmark.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag aften.

Her er et overblik over restriktionerne:

* Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til ti personer i hele landet. Det gælder fra mandag i foreløbig fire uger.

* Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser sænkes fra 200 til 50 personer.

* Til arrangementer, hvor man sidder ned, er det fortsat tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer som kampe i Superligaen i fodbold.

* Der indføres forbud mod at sælge alkohol i detailhandlen og kiosker efter klokken 22.

* Der indføres krav om brug af mundbind eller visir indendørs på alle offentlige steder fra 29. oktober frem til 2. januar. Det gælder blandt andet i supermarkeder, ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet.

* Kravet om mundbind eller visir i den offentlige transport forlænges til 2. januar.

* Restauranter, barer og caféer skal fortsat lukke klokken 22 i hele landet frem til 2. januar.

* Der er krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café frem til 2. januar. Det gælder både gæster og ansatte.

* Der er forbud mod at indtage alkohol i busser – herunder partybusser.

* Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem. Syv kommuner i Nord- og Vestjylland har indført besøgsforbud på alle plejehjem.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres fortsat til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra i det omfang, det er “muligt og hensigtsmæssigt”.

* Anbefaling om maksimum ti personer i private hjem.

* Anbefaling om tæt, social kontakt med maksimum ti forskellige personer – ud over husstanden, arbejdspladsen og fritidsaktiviteter.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu