ANNONCE

Nye danske smittetal: Så mange har fået corona

1. september 2020 14:06 | Af: Ritzau Fokus

Antallet af indlagte coronapatienter på landets sygehuse falder med tre til i alt 20 personer.

Yderligere 99 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut tirsdag ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Antallet af indlagte falder med tre til i alt 20, og der er ét nyt coronarelateret dødsfald.

Det bringer det samlede antal døde med corona op på 625, siden virusset første gang blev påvist herhjemme i slutningen af februar.

Der er ikke nogen ændringer, når det gælder antallet af indlagte på landets intensivafdelinger.

Her er antallet uændret fire. De er alle lagt i respirator, som hjælper dem med at trække vejret.

Siden mandag er yderligere 17.284 personer blevet testet for coronavirus.

Dermed er det samlede antal testede personer nået op på 1.730.572.

Der er i den forløbne uge påvist lidt færre smittetilfælde end på samme tid sidste uge, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår også, at næsten hver tredje – 27 procent – af de nye smittede i perioden fra 24. til 31. august tilhører aldersgruppen 20 til 29 år.

Det er påfaldende, da denne aldersgruppe kun udgør 13 procent af befolkningen.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu