ANNONCE

Nye dødstal: Coronavirus når trist milepæl i Danmark

1. april 2020 13:56 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Fra tirsdag til onsdag er yderligere 14 personer med coronavirus registreret som døde i Danmark.

Mere end 100 personer er nu døde i Danmark, mens de var smittet med coronavirus.

Siden tirsdag er der således yderligere 14 coronasmittede, der er registreret som døde. Det bringer det samlede antal op på 104, oplyser Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

Tirsdag var 24.175 personer blevet testet for coronavirus.

Onsdag kan Statens Serum Institut også oplyse, at der indtil videre er bekræftet 3092 tilfælde af coronasmittede. Det er 277 flere tilfælde i forhold til tirsdag.

Der må dog formodes at være et stort mørketal, da ikke alle med symptomer testes.

Antallet af indlagte er onsdag 535. 146 er indlagt på intensiv, og 129 er i respirator.

Optimisme hos SSI

Selvom der fortsat registreres nye dødsfald hos borgere med coronavirus, og selvom antallet af indlagte fortsat stiger, er man forsigtigt optimistiske hos SSI, hvor man vurderer, at epidemien nu er under kontrol i Danmark.

– Teoretisk kan en epidemi enten komme under kontrol, fordi befolkningen opbygger immunitet, eller fordi smittetrykket reduceres på grund af adfærdsændringer og anden epidemikontrol. Det vurderes, at faldet i Danmark kan tilskrives, at befolkningen har ændret adfærd som følge af de råd der er givet fra sundhedsmyndigheder og de tiltag, som regeringen har sat i værk. Vi er stadig for tidligt i epidemien til, at immunitet spiller en væsentlig rolle, siger direktør i SSI, Kåre Mølbak, til Ssi.dk.

Hos SSI anbefaler man, at Danmark bliver trinvist genåbnet, som statsminister Mette Frederiksen talte om den 30. marts.

– Hvis man derimod beslutter at ophæve alle tiltag efter den 13. april 2020, vil smittepresset stige betydeligt. I så fald forventer vi, at epidemien vil vokse med en stor udfordring af sundhedsvæsenet. Og der vil være meget stor risiko for, at kapaciteten inden for intensiv terapi overskrides, siger Kåre Mølbak til Ssi.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu