Nye gratis p-pladser og ens p-takster

26. april 2016 14:48 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Fra 1. maj vil du gratis kunne parkere tre timer i Midtgården i Kolding. Samtidig sker der en ensretning af p-taksterne, så det kommer til at koste det samme at parkere på alle kommunens betalingspladser.

Nye gratis p-pladser og ens p-takster
Der findes 2.850 antal offentlige parkeringspladser i Kolding midtby. Efter 1. maj vil det være gratis at parkere på 2.270 af pladserne. Foto: Colourbox.com (Modelfoto)

Hidtil har der ikke været nogen tidsbegrænsning på Midtgårdens 152 p-pladser. Til gengæld har det kostet 8 kr. pr. time at holde på de centralt placerede p-pladser, som der er adgang til fra Ny Vestergade.

– Nu ændrer vi reglerne, så det bliver gratis at parkere i Midtgården, men til gengæld må man kun holde der tre timer. Det vil forhåbentlig få flere bilister til at bruge Midtgården, som ofte ikke er fyldt helt op, selv om der generelt er pres på parkeringspladserne i midtbyen, fortæller trafikchef Martin Pape i en pressemeddelelse.

Beboerlicens og p-kort

Har du købt grøn beboerlicens, månedskort eller skrabekort, er du ikke begrænset af den nye tidsbegrænsning på tre timer. Her kan du fortsat holde, som det fremgår af licens/kort.

– De pendlere, som har været vant til at betale for at holde hele dagen i Midtgården, bliver påvirket af de nye regler. Hvis de fortsat ønsker at parkere i Midtgården hele dagen, vil de med fordel kunne købe et månedskort eller skrabekort, forklarer Martin Pape – læs om beboerlicens og parkeringskort.

Ens p-takster

Den anden ændring, som træder i kraft 1. maj, er, at p-taksterne bliver de samme på alle kommunale betalingspladser i midtbyen.

– Det har bl.a. været et ønske fra handelsstanden, at taksterne skulle være ens på alle betalingspladser i midtbyen. Det vil gøre det lidt mere overskueligt for bilisterne og forhindre, at nogen bliver overrasket over prisforskellen, oplyser Martin Pape og fortsætter:

– Hidtil har det kostet enten 8 eller 10 kr. pr. time at parkere på betalingspladserne. Nu bliver den nye fællespris 10 kr. Den høje takst er valgt for at dække nogle af indtægter, som vi mister, når det bliver gratis at bruge de 152 p-pladser i Midtgården.

Det er byrådet, som har vedtaget de nye regler. Senest til januar skal reglerne evalueres.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu