ANNONCE

Nye smittetal overrasker: Det sker der fremadrettet

7. juli 2020 14:57 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Lavt smittetal og lavt antal indlagte - men vi "har ikke vundet".

Nye smittetal overrasker: Det sker der fremadrettet
Coronasmitte-tallene er fornuftige for Danmark, men det kan hurtigt vende. Foto: Scanpix

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet til 17, viser opgørelsen fra Statens Serum Institut. Det er seks personer færre end mandag. Der er registreret to dødsfald siden mandag. Dermed er i alt 609 personer døde med coronavirus i Danmark.

Yderligere ti tilfælde med virusset er bekræftet, og 48 har overstået deres infektion. Det er et tegn på succes for genåbningen af samfundet, vurderer Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

– Med tanke på vi har været i gang med at lukke landet op i tre måneder, er det helt fantastisk, vi har kunnet åbne så meget op, uden det på nogen måde har ændret noget, siger han.

Han understreger dog, at coronavirusset ikke er bekæmpet endnu, og smitten kan blusse op igen, hvis vi ikke er forsigtige.

– Vi har vundet, den dag vi har en vaccine. Hvis folk begynder at stimle sammen, så er det forfra. Det har vi set i USA og Sydkorea, siger Joachim Hoffman-Petersen. Det samme gør sig gældende i for eksempel Melbourne, Australien, der tirsdag har lukket helt ned igen.

Sker ikke noget

Hoffmann-Petersen vurderer, at tallene vil fortsætte med at falde de næste måneder frem til efteråret.

– Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og sige, der ikke sker noget den næste måned, siger Joachim Hoffman-Petersen.

I alt har der været 12.888 bekræftede tilfælde med virusset, hvor 11.983 har overstået deres infektion.

En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte hverken er død eller indlagt.

160 isoleres og testes

På Vendelbocentret i Hjørring Kommune er smitten nu under kontrol, men i Dronninglund er mareridtet første lige begyndt. En nattevagt, der har arbejdet på Plejecenter Margrethelund i Dronninglund, er konstateret smittet med Covid-19 og er sendt hjem. Det skriver TV2 Nord.

Det betyder, at omkring 80 beboere og 80 ansatte søndag og mandag er testet af Region Nordjyllands mobile testenhed. Det fortæller Henrik Aarup-Kristensen, der er direktør for Sundhed & Velfærd i Brønderslev Kommune.

– Nattevagten kommer fra et vikarbureau, og vedkommende har været på to afdelinger på plejecentret med i alt 24 beboere. Disse beboere er nu isoleret, og tre medarbejdere, som har arbejdet sammen med vikaren, er sendt hjem, forklarer Henrik Aarup-Kristensen til tv-stationen.

Resultatet af testene ventes i løbet af torsdagen.

Godt nyt i Hjørring

Derimod er coronasmitten på tilbagetog på plejecenteret Vendelbocenteret i Hjørring. De 15 beboere, der har været smittede, siden en medarbejder for fire uger siden blev konstateret smittet, er nu blevet meldt raske. Mens alle de bekræftede smittede beboere nu er raskmeldte, gælder det dog ikke for alle de ansatte, der er bekræftet smittede.

Her er 23 raskmeldte ud af de 32 ansatte, som er bekræftet smittet med Covid-19, skrev DR Nordjylland mandag.

For en uge siden var 17 raskmeldte, mens 15 medarbejdere med en positiv coronatest var hjemsendte. Hjørring Kommune har i juni oplevet et lokalt udbrud af coronasmitte, som har fundet vej til flere skoler og en minkfarm.

Det lokale smitteudbrud betød, at Hjørring Kommune en overgang skilte sig ud fra landets øvrige kommuner med flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Det har dog siden ændret sig, og i slutningen af juni fik det kommunen til at ophæve de midlertidige restriktioner på plejecentrene.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu