Tidligere TV 2-profil: Det er slut

Anders Langballe har sagt op hos uddannelsesminister Christina Egelund for at få mere tid til familie

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Anders Langballe forlod sin stilling som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i 2023.

Han var tidligere politisk redaktør på TV 2, men måtte omstrukturere sit liv efter en blodprop i 2018.

Langballe har udgivet bogen 'Forfra' og har kritiseret arbejdskulturen på TV 2, herunder oplevelser med fysisk vold.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den tidligere fremtrædende politiske redaktør Anders Langballe er stoppet som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Det skriver Anders Langballe i et opslag på LinkedIn.

Brug for at være far

- Jeg har brug for at være mere hjemme og fokusere på det, der er større og vigtigere end et væsentligt og hamrende interessant job, skriver han.

- Brug for at være far med mere tid, end den man har som særlig rådgiver.

Anders Langballe stoppede mandag og nåede et år og nogle måneder i jobbet, efter han blev ansat i januar 2023.

Ramt af blodprop

I opslaget sender Anders Langballe en tak til Christina Egelund for, at "hun troede på, at jeg kunne vende tilbage til politik i den nye rolle".

Han var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 fik blodpropper i hjernen og blev sygemeldt.

Lagde livet om

Efterfølgende har han blandt andet arbejdet som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og Dansk Ejendomsmæglerforening. I 2022 var han vært på radioprogrammet "Valg i Danmark" på den nu lukkede radiostation 24syv.

Anders Langballe lagde sit arbejdsliv om efter sin sygemelding i efteråret 2018 som følge af det arbejdspres, han mærkede som politisk redaktør på TV 2. Det skrev han blandt andet om i bogen "Forfra". Den udkom i foråret 2021.

Heftig kritik af TV 2

Efter intens genoptræning, hvor han måtte lære at tale og skrive igen, kunne Anders Langballe vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Han har tidligere udtalt heftig kritik af kulturen på TV 2, mens han var ansat. Her oplevede Anders Langballe eksempelvis tilfælde af fysisk vold på TV 2, har han udtalt.

Også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) mister en særlig rådgiver.

Truffet i fællesskab

Magnus Ulveman skriver på LinkedIn, at han stopper. Beslutningen er "truffet i fællesskab", og det handler ligeledes om at få familie- og arbejdsliv til at "hænge sammen".

Han nåede at være hos Sophie Løhde i fire måneder. Tidligere har Magnus Ulveman også været særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen.

Powered by Labrador CMS