Varsler: Nu kan du tage skade

Mange undervurderer forårssolens skarpe stråler og ender med at blive skoldet. Derfor er Kræftens Bekæmpelse og Svanemærket gået sammen om nye solcremeråd

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Forårets solstråler øger behovet for solcreme, da UV-indekset når niveau tre allerede i slutningen af april.

Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse advarer om undervurdering af forårssolens styrke og nødvendigheden af beskyttelse.

Anvendelse af rigelig solcreme og genpåføring, især på dage med længerevarende udendørs aktiviteter, anbefales kraftigt.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Med foråret kommer også solens skarpe stråler.

Det betyder, at solcremen endnu en gang bør være en del af hverdagsrutinen.

Uv-indekset, som markerer hvor intens solens ultraviolette stråling er, rammer tre allerede i slutningen af april og begyndelsen af maj, og så skal man bruge solcreme for at undgå skoldning og mindske risikoen for hud- og modermærkekræft.

Ikke så varm

Det fortæller Peter Dalum, der er projektchef ved Kræftens Bekæmpelse.

- Det særlige ved forårssolen er, at det oftest ikke er så varmt, så man undervurderer, hvor stærk solen kan være, siger han.

- Kombineret med at vores hud ikke er så vant til solen efter at have været inde hele vinteren, er det en periode, hvor man skal være ekstra opmærksom, siger han videre.

Faktisk viser en ny undersøgelse foretaget på vegne af Miljømærkning Danmark, at under halvdelen af danskerne ved, at man skal beskytte sig mod solens stråler, når uv-indekset rammer tre.

Pludselig rød

- Det er her, mange får den klassiske forårsskoldning, fordi man ikke tænker over, hvor skadelige solens stråler kan være. For eksempel når man laver havearbejde eller sidder på en café i et par timer, og pludselig er man helt rød på brystet, siger Peter Dalum.

En af de største grunde til, at folk bliver solskoldet, er, at de ikke bruger nok solcreme, påpeger han.

- Og det er nok i virkeligheden det allervigtigste, siger Peter Dalum.

Gør det hjemmefra

Af den grund anbefaler han at bruge en rigtig solcreme frem for en dagcreme med beskyttelsesfaktor, da mange ikke bruger tilstrækkeligt med creme til at beskytte mod solen.

Derudover bør man også tage solcreme på hjemmefra og smøre sig ind flere gange om dagen - for eksempel om morgenen eller formiddagen og så igen efter middag.

Når det handler om solbeskyttelse, er noget af det vigtigste at få rigeligt med solcreme på, fortæller Peter Dalum, der er projektchef ved Kræftens Bekæmpelse. Derfor anbefaler han at smøre sig ind flere gange i løbet af dagen. (Arkivfoto).

Gå ikke amok

- Så mindsker man sandsynligheden for, at der er steder på kroppen, man har glemt at få smurt eller ikke kan nå, siger han og tilføjer, at det også kan være en god idé at få hjælp til at smøre solcremen på.

Men der er heller ingen grund til at gå amok med solcremen, fortæller Peter Dalum.

- Der er forskel på, om man sidder en halv time i solen og spiser sin frokost eller er ude mange timer om dagen, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, man skal koncentrere sit solcremeforbrug til de dage, hvor man skal være i solen, og hvor man også bruger mange timer udenfor. Men så skal man også gøre det ordentligt.

Tag pauser

Hvis man vil være ekstra solsikker, er det ikke kun solcreme, man skal bruge - især hvis man skal sydpå eller bruger mange timer udenfor i det danske sommerland.

- Det er en god idé at tage pauser fra solen samt bruge hat og tøj til at skærme for strålerne, når uv-indekset er omkring ti. Særligt over middag, hvor solen er skarpest, siger Peter Dalum.

Powered by Labrador CMS