ANNONCE

Nyt job til Ståle

3. december 2020 10:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

På mandag overtager Ståle Solbakken ansvaret for det norske landshold, hvor han afløser Lars Lagerbäck.

Nyt job til Ståle
Ståle Solbakken skal i de kommende år føre spændende spillere som Erling Haaland og Martin Ødegaard til succes på det norske landshold. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Ståle Solbakken skulle ikke vente længe på et nyt job efter sin fyring fra posten som træner og sportschef i FC København.

Med virkning fra på mandag bliver Solbakken landstræner for det norske landshold, hvor han har fået en kontrakt gældende til og med EM i 2024.

Det oplyser Norges Fodboldforbund, NFF, i en pressemeddelelse.

Solbakken afløser den svenske veteran Lars Lagerbäck, der er blevet løst fra sin aftale, der ellers løb frem til 2022.

– Jeg er stolt og beæret over at få tilbudt jobbet som landstræner. For mig er det et godt tidspunkt at tage over.

– Lars Lagerbäck og Per Joar Hansen (Lagerbäcks assistent, red.) har gjort et solidt arbejde og har opbygget et godt fundament for landsholdet, og jeg glæder mig til at tage fat på opgaven og bygge et stærkt hold, siger Solbakken i pressemeddelelsen.

Nævnt i flere omgange

Solbakken er i flere omgange blevet nævnt som landstræneremne i sit hjemland og var et varmt navn på rygtebørsen, da Per-Mathias Høgmo blev fyret i 2016.

Men Solbakken blev dengang i København, og i stedet satsede NFF på, at Lagerbäck med sin erfaring kunne føre landsholdet til en slutrunde for første gang siden EM 2000.

Det kiksede dog for svenskeren, ligesom det tidligere har gjort for Høgmo, Åge Hareide og Egil “Drillo” Olsen.

Norge nåede frem til playoffkampene om billet til næste års EM-slutrunde, men tabte 1-2 til Serbien efter forlænget spilletid.

En spændende generation af unge spillere giver dog nordmændene håb om, at bedre tider er på vej.

Mål på samlebånd

Den 20-årige angriber Erling Haaland scorer mål på samlebånd i Dortmund, og den to år ældre Martin Ødegaard er ved at kæmpe sig ind på holdet i Real Madrid.

– NFF vil takke Lars for det arbejde, han har udført med vore bedste herrer.

– I løbet af hans tid har vi fået en hel ny generation af landsholdsspillere frem, som sammen med veteranerne lover godt for fremtiden, siger NFF-præsident Terje Svendsen.

Fakta

Blå bog: Ståle Solbakken

* Navn: Ståle Solbakken.

* Født: 27. februar 1968 (52 år).

* Nationalitet: Nordmand.

* Klubber som professionel spiller (1989-2001): Ham-Kam, Lillestrøm, Wimbledon, AaB og FC København.

* Landskampe/mål som spiller: 58/9.

* Klubber som træner (2003-nu): Ham-Kam, FC København, FC Köln, Wolverhampton, Norges landshold (fra 7. december).

Udvalgte meritter:

* Dansk mester med AaB i 1999 som spiller.

* Dansk mester med FC København i 2001 som spiller.

* Dansk mester otte gange med FC København som træner (senest 2019).

* Dansk pokalvinder fire gange med FC København (senest 2017).

* Royal League-vinder med FC København (2006).

* Årets træner i dansk fodbold tre gange.

Øvrigt:

* Fik 13. marts 2001 hjertestop under en træning i FC København. Derefter har han aldrig spillet en professionel fodboldkamp igen.

Kilder: Transfermarkt og Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu