ANNONCE

Nyt krav i disse busser

18. september 2020 17:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vil festende unge i busser til livs.

Nyt krav i disse busser
Festen i partybusserne bliver de facto gjort ulovlig. Arkivfoto: Scanpix

I kampen mod spredning af coronavirus indføres et midlertidigt forbud mod indtagelse af alkohol i busser. Alle busser. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag – blot timer efter et pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede en række nye restriktioner i Danmark.

Eftersom det i de fleste bybusser i forvejen er forbudt at indtage alkohol, fremstår det midlertidige forbud som en de facto ulovliggørelse af de populære partybusser, hvor flere samles i en bus og fester på meget lidt plads.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) lægger i pressemeddelelsen slet skjul på, at det også er meningen.

– Vi har desværre set en del eksempler på, at der bliver holdt for vilde fester i busser. Der er ikke ret meget plads i en bus, der er ofte mange mennesker, og når man samtidig har drukket ved vi, at opmærksomheden på at overholde de gode anbefalinger for at undgå smittespredning falder. Derfor siger vi nu, at alkohol ikke må indtages i busser, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Forbuddet gælder fra lørdag den 19. september 2020 og foreløbig indtil den 4. oktober 2020. Det er de ansvarlige for buskørslen, der skal håndhæve forbuddet på samme måde, som de i dag skal håndhæve kravet om mundbind.

I forvejen er det nemlig allerede et krav, at alle pasagerer og chauffører skal have mundbind på i busser – også partybusser. Over de seneste dage har Benny Engelbrecht på Twitter opfordret til, at udlejerne af busserne skulle aflyse de fester, der kunne aflyses.

– En partybus er et festlokale på hjul, lød det onsdag fra Engelbrecht på Twitter.

Fakta

Nye restriktioner gælder fra lørdag 19. september

* Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.

* Der indføres krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant indføres i hele landet. Og det gælder både gæster og ansatte.

* Fester i private hjem bør også lukke klokken 22, men det er en anbefaling og ikke et lovfæstet krav.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, i det omfang det er “muligt og hensigtsmæssigt”.

* Der indføres skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.

* Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i hele landet. Arrangementer, hvor man sidder ned, vil det dog fortsat være tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer.

* Myndighederne opfordrer borgere til at rejse med offentlig transport uden for myldretiden.

* Derudover opfordres borgerne til generelt at begrænse deres sociale samvær.

* Restriktioner og anbefalinger gælder fra lørdag 19. september og indtil videre frem til 4. oktober. De er senere forlænget frem til 31. oktober.

Kilde: Regeringen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu