ANNONCE

Pårørende underrettet om tragisk hændelse

31. december 2020 12:47 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En mand omkom lørdag aften, efter han blev påkørt af et tog i Viby ved Aarhus. Han er sandsynligvis identificeret nu.

Pårørende underrettet om tragisk hændelse
Den døde mand er sandsynligvis identificeret nu. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

OPDATERING 31/12 12.47:

Østjyllands Politi har nu fået underrettet til de pårørende til den mand, der lørdag blev dræbt i en personpåkørsel på skinnerne ved Skanderborgvej i Viby.

Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Dermed kan politiet også fortælle, hvem den afdøde er.

Ifølge Jakob Christiansen, kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi, er der tale om en 25-årig mand fra Ungarn.

Manden havde bopæl i Aarhus, og hans pårørende i Ungarn har nu fået besked om den tragiske hændelse.

ORIGINALARTIKEL 30/12 15.44:

Østjyllands Politi har – med al sandsynlighed – klarlagt identiteten på en mand, der lørdag aften afgik ved døden efter at være blevet påkørt af et tog ved Skanderborgvej i Viby ved Aarhus.

Det skriver politiet på Twitter.

Mandens identitet havde ellers i flere dage været omgærdet af mystik, og politiet efterlyste tirsdag offentligt personer, der kunne hjælpe med oplysninger om den døde mand.

Mandag var flere patruljer ligeledes til stede ved ulykkesstedet.

Politiet forsøgte i den forbindelse at finde eventuelle papirer eller andet, der kunne være med til at fastslå personens identitet.

– Der er intet, der tyder på en forbrydelse, sagde kommunikationsrådgiver Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi i den forbindelse til Newsbreak.dk.

Men nu oplyser politiet altså, at man med al sandsynlighed har fundet frem til identiteten på manden.

De pårørende er dog endnu ikke underrettet, og derfor kan politiet for nuværende ikke oplyse yderligere.

Politiet slår dog fortsat fast, at intet tyder på, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med mandens død.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu