Nyt salmonella-fund i kylling: Det må du bare ikke spise

20. december 2016 11:12 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En slagter kalder marineret og fersk kyllingebryst tilbage efter det alvorlige fund.

Nyt salmonella-fund i kylling: Det må du bare ikke spise
Der er blandt andet tale om fersk kyllingebryst. Det må ikke spises. Foto: Scanpix.

Der er fundet salmonella i kylling solgt hos Slagter Nordlyk i Grindsted og hos ABC Lavpris butikker. Derfor kalder slagteren fersk kyllingebrystfilet samt marineret kyllingebrystfilet tilbage.

Der er tale om pakker med kyllingebryst på cirka 400 gram stykket, der består af cirka tre stykker kød per pakke.

Pakkerne med kød har følgende data:

Produktionsdatoer: 22/23/24/25/26 og 28/11-2016.
Sidste anvendelsdato: 29-11, 30-11, 01-12, 02-12, 03-12 og 05-12-2016.
ID nr. 69209493.

Som det ses, er der tale om kød, der havde sidste anvendelsesdato for et stykke tid siden, men hos slagteren er man først blevet bekendt med problemstilling for ganske nylig, og da kylling er en populær nedfrysningsvare, er det vigtigt at kigge efter og se, om man skulle have et eller flere af produkterne liggende.

Har fulgt reglerne

Newsbreak.dk har talt med slagter Dorthe Rasmussen fra Slagter Nordlyk. Hun har ansvar for virksomhedens egenkontrol, og hun fortæller, at der blev taget kontakt til Fødevarestyrelsen med det samme, problemet blev kendt.

– Vi har solgt det, men det kommer fra vores importør, forklarer Dorthe Rasmussen. Hun fortæller, at man hos Slagter Nordlyk har modtaget et samlet parti kød, der så er blevet pakket og sendt ud til ABC Lavpris butikker rundt omkring i landet.

Udtaler sig ikke om kundeforhold

Da kødet, Slagter Nordlyk har solgt, stammer fra en importør, har Newsbreak.dk taget kontakt til denne. Virksomheden hedder DK Trading, og medindehaver af DK Trading, Casper Ottesen, meddeler, at man ingen kommentarer har til sagen.

– Det udtaler vi os ikke om, når det vedrører kundeforhold, forklarer Casper Ottesen.

Problemet med salmonella

Ifølge Fødevarestyrelsen er salmonella én af de fødevarebakterier, der gør flest mennesker syge i Danmark. Ifølge Statens Serum Institut har der været 1051 registrerede tilfælde af salmonellainfektion hos danskere indtil nu i 2016.

Hvis det berørte ikke gennemsteges eller der sker krydskontamination under tilberedningen i køkkenet, kan der opstå salmonellainfektion.

Symptomerne på salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og måske kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger. I sjældne tilfælde, hvor salmonella giver blodforgiftning, kan man blive syg i længere tid.

Sådan skal du gøre

Har du et eller flere af de berørte produkter liggende, er det vigtigt, at du leverer det tilbage der, det er købt, eller at du smider det ud. Det er solgt hos Slagter Norlyk, Trehøjevej 29, 7200 Grindsted samt i ABC Lavpris butikker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu