ANNONCE

Nyt sygdomsudbrud får danskere indlagt

24. september 2020 16:16 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Statens Serum Institut har registreret et shigellose-udbrud i Danmark.

Nyt sygdomsudbrud får danskere indlagt
Årsagen til sygdomsudbruddet er endnu ukendt. Foto: Scanpix

Et udbrud med den ubehagelige shigella-bakterie er for tiden i fuldt flor i Danmark.

Det skriver Statens Serum Institut på deres hjemmeside.

Shigella er en bakterie, der forårsager mave-tarminfektionen shigellose.

Siden august er 41 personer registreret med en shigellose i Danmark. De 13 har været indlagt på hospitalet.

Det er endnu uvist, hvordan de har fået infektionen.

Diarré og ubehag

Infektionen med shigella er en akut maveinfektion, der kendetegnes ved almen utilpashed, diarré og ondt i maven – eventuelt kvalme, opkast og feber af nogle dages varighed.

Den går oftest over af sig selv.

I sjældnere tilfælde kan sygdommen vise sig som dysenteri.

Sådan smitter den

Smitte sker overvejende via mad eller drikkevand, men man kan også smitte hinanden, fx ved seksuel kontakt.

Shigella er ikke udbredt i Danmark og erhverves oftest i forbindelse med udlandsrejse. Ingen af de smittede i dette udbrud har dog været i udlandet.

Ved tidligere udbrud med shigella i Danmark har udenlandske madvarer været synderen.

I 2007 blev 215 syge af at spise forurenede, importerede minimajs. Et andet udbrud skete i 2009, hvor smittekilden viste sig at være importerede sukkerærter fra Kenya, oplyser Statens Serum Institut.

Instituttet undersøger stadig smittekilden til det nuværende udbrud.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu