ANNONCE

Nyt topjob til Thorup

24. september 2020 16:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Danske Jess Thorup må siges at have skabt sig et navn i Belgien.

Nyt topjob til Thorup
Jess Thorup skal de kommende tre år stå i spidsen for belgiske KRC Genk. Foto: Gleb Garanich/Reuters

Den tidligere FC Midtjylland-træner Jess Thorup bliver ny cheftræner i den belgiske klub KRC Genk på en treårig kontrakt, oplyser klubben på sin hjemmeside og sociale medier torsdag.

Den 50-årige danske træner blev for nylig fyret i en anden belgisk klub, KAA Gent, efter to kampe af sæsonen i den bedste belgiske række.

Kort efter opstod der rygter om, at Genk havde set sig lun på den tidligere danske mestertræner, og torsdag kom bekræftelsen på ansættelsen.

Thorup har fået en aftale frem til sommeren 2023 og har første træning med holdet allerede fredag, står det på hjemmesiden.

Storklubben

Genk er en af de store klubber i belgiske fodbold, hvor klubben har hentet fire belgiske mesterskaber – alle sammen hentet fra 1999 og frem. Senest ligatitlen havnede i klubben var i sæsonen 2018/2019, mens det er blevet til seks pokaltitler – senest i 2013.

Thorup indledte sin trænerkarriere i Esbjerg, hvor han også slog sine folder i en god del af sin aktive karriere. Siden blev han dansk U21-landstræner, før han i 2015 kom til FCM, som han vandt det danske mesterskab med i 2018.

Det resulterede i en kontrakt med Gent, som han i sin første sæson førte til en femteplads i grundspillet og dermed en plads i slutspillet.

Sidste sæson endte holdet på andenpladsen i ligaen og kom dermed i Champions League-kvalifikationen, men en skidt start på indeværende sæson kostede en fyreseddel. Efter seks kampe af denne sæson ligger Thorups nye klub, Genk, nummer ni i den bedste belgiske række med otte point efter seks spillerunder.

Der er ti point op til førerholdet Charleroi, som har maksimumpoint efter seks runder.

Fakta

Blå bog: Jess Thorup

Bliv klogere på fodboldtræneren Jess Thorup, der torsdag blev ansat som cheftræner i den belgiske fodboldklub KRC Genk på en treårig aftale.

* Navn: Jess Thorup.

* Født: 21. februar 1970 (50 år).

* Nuværende hold: KRC Genk (2020-)

* Tidligere hold som cheftræner: Esbjerg fB, Danmarks U21-landshold, FC Midtjylland og KAA Gent.

Trænermeritter:

* Vinder af 1. division med Esbjerg fB i 2011/12.

* Vinder af DBU Pokalen med Esbjerg fB i 2012/13.

* Vinder af Superligaen med FC Midtjylland i 2017/18.

* Kampe som cheftræner i Superligaen (sejre/uafgjorte/nederlag): 165 (84/39/42).

* Præstationer med Gent: Nummer to i den belgiske Pro League (2019/20) og nummer to i pokalturneringen (2018/19).

Kilde: Transfermarkt og superstats.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu