ANNONCE

Nyt værktøj skal sikre internethandlende

4. september 2020 12:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Værktøjet skal beskytte dig.

Nyt værktøj skal sikre internethandlende
Det nye værktøj skal gøre det mere sikkert at handle på nettet. Genrefoto.

I dag burde dine indkøbsture på internettet foregå en kende mere sikkert end i går, nu hvor Sikkerhedsstyrelsen har lancereret et nyt digitalt værktøj, der skal finde farlige og ulovlige produkter til salg på nettet.

Erhvervsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at det digitale værktøj får hjælp af kunstig intelligens. Det hedder AIME, og det er sat i verden for at finkæmme hjemmesider for ulovlige produkter. AIME scanner billeder og tekst, og værktøjet kan ifølge Erhvervsministeriet finde en ulovlig mobiloplader på en hjemmeside ved blot at se et billede af den.

Værktøjet gør brug af såkaldt “machine learning.” Det lærer af tidligere søgninger, og det kan på den måde optimere fremtidige resultater, forlyder det i pressemeddelelsen.

“Danske forbrugere skal have ro i maven, når de handler online. Derfor har regeringen og Folketinget allerede skærpet indsatsen på området. Men med endnu et værktøj og ved hjælp af moderne teknologi kan vi nu også slå hurtigere ned på de hjemmesider, der forhandler farlige produkter,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsenb.

“Det er utrolig vigtigt, for det må simpelthen ikke være en mulighed at tjene penge på at sælge ulovlige produkter, som ikke kun kan være livsfarlige, men også konkurrenceforvridende for de virksomheder, der lever op til sikkerhedskravene,” siger Simon Kollerup.

Kan blokere adgang

Værktøjet lanceres efter, at Folketinget den 1. juli 2020 skærpede reglerne på området. Derfor kan myndigheder blokere for hjemmesider, der sælger produkter, der ikke lever op til de gældende regler.

Det betyder, at når AIME finder et farligt produkt til salg på en hjemmeside, kan adgangen til hjemmesiden blive blokeret for danske forbrugere.

Ifølge erhvervsministeriet vækker AIME også stor glæde hos Dansk Erhverv.

“Det er et kæmpe problem for de danske virksomheder, at handel med ulovlige og farlige produkter på nettet er så udbredt, som det er tilfældet. De bruger jo en stor del af deres budget på at sørge for, at deres produkter er lovlige og sikre. Sådan i overført betydning kan man sige, at internettet er mindst ti gange større end Stillehavet, og det er så godt som umuligt at trevle nettet igennem manuelt. Derfor er digitale værktøjer vejen frem, når vi skal sikre os mod salg af farlige og ulovlige produkter til gavn for både dansk erhvervsliv og danske forbrugere,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu