ANNONCE

Scorer i sidste minut

4. april 2021 18:30 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

AC Horsens var på vej mod sejren, men en scoring til sidst minut sikrede OB 1-1 i Horsens

Scorer i sidste minut
AC Horsens lå til at hente tre vitale point i overlevelseskampen, men i sidste minut udlignede OB. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Det lignede længe, at AC Horsens kunne puste lidt liv i overlevelseshåbet mod OB, men en scoring i det 90. minut sikrede OB 1-1, da de to mandskaber åbnede nedrykningsspillet i Horsens.

Det var svært at se, hvem der efter et indlæg fik prikket bolden ind til sidst, men OB-angriberen Issam Jebali blev krediteret for målet.

Inden da havde Louka Prip gjort det til 1-0 til hjemmeholdet i første halvleg.

Pointdelingen betyder, at Horsens fortsat har langt op til nedrykningsstregen, hvor der fra sidstepladsen er 11 point op til Vejle over stregen.

OB fører nedrykningsspillet med 29 point i 23 kampe, inden rundens øvrige kampe spilles.

Fakta

OB

Odense Boldklub (OB) blev stiftet i 1887, og fodbold blev en del af klubben i 1889.

OB brugte mange år på at bokse med Odense-rivaler som B1909 og B1913, men fra midt-70’erne er OB trukket fra som byens, og øens, førende fodboldklub.

Klubben er særligt kendt for “Miraklet i Madrid” i 1994. Miraklet indtraf, efter OB i UEFA Cuppens 3. runde var blevet besejret 2-3 af mægtige Real Madrid hjemme i Odense.

Dermed var fynboerne pisket til at vinde med mindst 0-2 i Madrid. Efter en fantomkamp af målmand Lars Høgh og mål af Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard lykkedes det fynboerne at vinde netop 0-2, og miraklet var en realitet.

OB spiller deres hjemmekampe på Nature Energy Park, der har plads til 15.790 tilskuere, heraf 13.990 sæder.

Danmarksmesterskabet

Guld (3) 1977, 1982, 1989.

Sølv (6): 1951, 1983, 1993, 2009, 2010, 2011.

Bronze (8): 1916, 1919, 1953, 1958, 1979, 1980, 1996, 2006.

Pokalturneringen

Guld (5): 1983, 1991, 1993, 2002, 2007.

Sølv (1): 1974.

Kilder: ob.dk/wikipedia

Søndag var OB’s spil dog meget usammenhængende kampen igennem, og det haltede med at tilspille sig åbne målchancer.

Første halvleg stod i hjemmeholdets tegn, hvor det gulklædte mandskab ofte var et skridt foran i duellerne.

Horsens var det farligst mandskab på banen, og efter en halv time bankede midtbanespilleren Jonas Thorsen bolden over mål fra en position i feltet.

Det skulle være et forvarsel om, hvad der ventede kort tid efter.

Horsens-kanten Louka Prip headede først bolden på stolpen, inden han fulgte op på sin egen ripost og hamrede Horsens foran 1-0.

I anden halvleg fik OB i perioder lagt et bedre pres på Horsens-mandskabet. Men det gulklædte mandskab forsvarede feltet stærkt og afviste gæsterne gentagne gange.

Symptomatisk for OB’s spil blev det kun lige ved og næsten, men det skulle ændre sig til sidst.

Et hjørnespark blev forlænget og dumpede ned blandt en flok spillere, hvor Jebali så kunne prikke den vigtige udligning ind.

Fakta

AC Horsens

AC Horsens – eller Alliance Club Horsens – blev grundlagt i 1994 som en sammenlægning af Horsens fs og FC Horsens.

Klubben rykkede første gang op i Superligaen i 2005, og har kæmpet brave kampe for at blive der siden. Oftest med held, men også med enkelte afstikkere til 1. Division.

AC Horsens har altid haft et af ligaens mindste spillerbudgetter og ofte har træneren været blandt holdets helt store profiler. Den tidligere landsholdskæmpe Kent Nielsen var træner fra 2001 til 2009, og Bo Henriksen bragte kolorit til ligaen som træner mellem 2014 og 2020.

AC Horsens er i øvrigt den eneste klub i ligaen, der aldrig har vundet metal. Horsens fS vandt dog en bronzemedalje i 1967.

Klubben spiller sine hjemmekampe på CASA Arena i Horsens, der huser 10.495 tilskuere. Heraf er 7500 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (0):

Sølv (0):

Bronze (0):

Pokalturneringen

Guld (0):

Sølv (0):

Kilder: achorsens.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu