ANNONCE

Bernie Sanders trækker sig

8. april 2020 17:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den amerikanske senator trækker sig fra præsidentkandidat-ræset.

Bernie Sanders trækker sig
Bernie Sanders har officielt trukket sit kandidatur. Foto: Scanpix

Senator Bernie Sanders indstiller sin valgkamp og opgiver at blive Demokraternes præsidentkandidat ved USA’s præsidentvalg i november.

Det bekræfter han selv på Twitter.

– Men selv om kampagnen slutter, fortsætter kampen for retfærdighed, skriver han på Twitter.

Med Sanders’ exit er vejen banet for, at tidligere vicepræsident Joe Biden formelt nomineres som Demokraternes præsidentkandidat.

Biden er nu den eneste tilbageværende demokratiske kandidat af det felt på over 20 håbefulde politikere, der oprindeligt stillede op. Biden skal formelt nomineres som sit partis kandidat på Demokraternes partikonvent senere på året. Efter planen skulle det finde sted i juli, men det ventes udskudt på grund af coronaudbruddet.

– Vicepræsident Biden bliver den nominerede. Sammen vil vi fortsætte hen imod at slå Donald Trump, den farligste præsident i USA’s historie, siger Sanders.

Den nominerede kandidat skal forsøge at vinde præsidentvalget den 3. november, hvor han er oppe mod den siddende præsident, republikaneren Donald Trump.

Biden vandt en række primærvalg i marts og har dermed flest delegerede. Det er dem, der på et partikonvent senere på året skal udpege Det Demokratiske Partis præsidentkandidat.

Joe Biden har indtil videre opbakning fra 1217 delegerede, mens Sanders har 914.

Dertil skal lægges såkaldte superdelegerede, der deltager ved partikonventet, og som langt overvejende ventes at bakke Biden op.

Det kræver opbakning fra 1991 delegerede at vinde nomineringen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu