ANNONCE

Ofre for dødsulykke identificeret

2. december 2020 10:19 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To mænd er nu identificeret efter tragisk ulykke.

Ofre for dødsulykke identificeret
En spøgelsesbilist skabte ulykke på Herningmotorvejen sent onsdag. Foto: Presse-fotos.dk

Østjyllands Politi har nu endeligt identificeret de to mænd, der sent tirsdag blev dræbt i en forfærdelig frontalulykke på Herningmotorvejen vest for Aarhus. Det bekræfter politiet for Newsbreak.dk.

De dræbte er henholdsvis en 41-årig mand fa Herning-området og en 36-årig mand fra Aalborg. De to kørte i hver sin bil og stødte frontalt sammen omkring byen Harlev, der ligger godt 10 kilometer fra Aarhus centrum.

Politiet oplyser endnu engang, at det formodes, at det frontale sammenstød kunne finde sted, fordi det ene køretøj var en såkaldt spøgelsesbilist. Den 41-årige mand kørte i vestlig retning – mod Herning – men ad de østgående spor.

Begge mænd bliver dræbt på stedet, og efterfølgende kører yderligere to biler ind i de stillestående køretøjer. Her sker der udelukkende materiel skade på køretøjer. I alt har fire personer og fire køretøjer været involveret i de – reelt – to hændelser.

Manglende svar

Østjyllands Politi oplyser til Newsbreak.dk, at der onsdag formiddag endnu ingen umiddelbar forklaring er på, hvorfor den ene bil endte i det modsatrettede spor. Kommunikationsmedarbejder Janni Lundager siger, at der i løbet af natten er foretaget en række undersøgelser.

Blandt andet har en bilinspektør foretaget undersøgelser på motorvejen og af de implicerede køretøjer. I den forbindelse var motorvejen spærret i begge retninger i flere timer. Der mangler således svar på en række spørgsmål i forbindelse med ulykken.

– Vi ved ikke, hvor han er kørt på det forkerte spor henne, så hvis man har set en bil køre i det forkerte spor på Herningmotorvejen i går og ikke allerede har været i kontakt med Østjyllands Politi, må man meget gerne kontakte os, siger Lundager.

Den første anmeldelse om spøgelsesbilisten kom klokken 22.01, og halvandet minut senere indløb anmeldelse om en alvorlig ulykke. Vejen blev genåbnet klokken 01.30 i vestgående spor, og klokken 03.30 var der åbnet for trafik i begge retninger.

Pårørende i sagen er underrettet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu