ANNONCE

Okore-efterforskning standses

3. juli 2020 13:19 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nordjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at efterforskningen af matchfixing-sagen mod AaBs Jores Okore standses.

Okore-efterforskning standses
Jores Okore fra AaB har været afhørt i sagen. Foto: Scanpix

I en pressemeddelelse oplyser Nordjyllands Politi fredag, at efterforskningen af mistænkt matchfixing involverende AaB-spilleren Jores Okore bliver standset på grund af manglende beviser. Reelt kan der ikke ved yderligere efterforskning frembringes sigtelse, vurderer politiet.

Jores Okore har ikke på noget tidspunkt været sigtet i sagen, der er anmeldt af Anti Doping Danmark. Han er, bekræfter politiet også, blevet afhørt i sagen, der egentlig begyndte med en kamp mellem AaB og OB 18. oktober 2019.

Forseelsen skete på et tidspunkt, hvor AaB førte 1-0, da Jores Okore overraskende voldsomt nærmest stemplede OB’eren Oliver Lund i brystkassen, mens de efter to minutters tillægstid befandt sig i området omkring midterlinjen på banen – hvor der sjældent er decideret fare på færde i en fodboldkamp.

Anmeldelsen vedrørte, at flere online spiludbydere havde konstateret et usædvanligt spilmønster i forbindelse med spil på, at netop Okore skulle modtage advarsel i kampen. Spillene var registreret omkring udbydere med dansk licens.

Afviser alt

Okore selv tog bladet fra munden i B.T., hvor han afviste alle anklager om at skulle have medvirket til matchfixing eller anden form for svindel.

– Jeg er uskyldig. Jeg har ikke og vil ikke være involveret i sådan noget. Jeg går ikke ind for matchfixing eller nogen former for snyd, så jeg ville aldrig nogensinde gøre sådan noget, sagde Okore til B.T.

Beslutningen om at standse efterforskningen i sagen skyldes, at politiets vurdering er, at yderligere efterforskningsskridt ikke vil føre til, at der kan rejses sigtelse mod nogen personer i sagen. Som det har været omtalt i flere medier, har Jores Okore været afhørt til sagen. Han har ikke været sigtet.

Ingen beviser

Specialanklager ved Nordjyllands Politi David Schmidt Hvelplund oplyser, at politiet ikke i forbindelse med efterforskningen, herunder afhøring af vidner og gennemgang af økonomiske transaktioner, har fundet beviser for, at Jores Okore eller andre skulle være skyldig i noget strafbart.

– Vi skal for at kunne opnå dom i en straffesag uden for enhver rimelig tvivl føre bevis for tiltalens rigtighed. Det er min opfattelse, at en fortsættelse af efterforskningen ikke vil kunne føre til, at vi kan sigte og tiltale nogen. Yderligere efterforskning vil med andre ord ikke kunne tilvejebringe et afgørende bevis i sagen. Derfor standser vi nu efterforskningen, siger han.

Anmelder kan anke beslutningen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu