ANNONCE

Nu stiger prisen på olie: Så dyrt bliver det

13. april 2020 05:20 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stor aftale mellem olieproducerende lande har umiddelbart ført til prisstigninger på olien.

Oliepriserne stiger, efter at en række lande er nået til enighed om at skære i produktionen af olie.

Sådan ser tendensen ud på tværs af en række olietyper natten til mandag dansk tid.

Organisationen for Olieeksporterende Lande (Opec), Rusland og andre olieproducerende nationer indgik søndag en aftale om en rekordstor reduktion i produktionen.

I alt skal ti procent af den internationale produktion skæres.

Formålet er at få olien op i pris efter heftige dyk som følge af coronakrisen og priskrig mellem Saudi-Arabien og Rusland.

Flere steder har markedet da også umiddelbart reageret med prisstigninger.

Den toneangivende Brent-olie er i løbet af handlen steget med 5,0 procent til 33,08 dollar tønden på de asiatiske markeder.

På samme måde er West Texas Intermediate-olien steget med 7,7 procent til 24,52 dollar per tønde.

Opec-generalsekretær Mohammad Barkindo har kaldt aftalen “historisk”.

I galleriet ovenfor kan du se gode tips til, hvordan du finder billigst mulig benzin.

Fakta

FAKTA: Hvad er oktan

Oktantallet er et mål for benzins tilbøjelighed til bankning i motoren. Bankningen skyldes en eksplosionsagtig selvantændelse af benzin-luftblandingen, før den tændrørsstyrede forbrænding har fundet sted.

Den rå benzin som den kommer ud af destillationstårnet på raffinaderiet har generelt et oktantal på omkring 60. For at muliggøre et højt kompressionsforhold er det derfor nødvendigt at forbedre benzinens oktantal.

En forbrændingsmotors effektivitet stiger med kompressionsforholdet, men med stigende kompressionsforhold stiger tendensen til selvantændelse tilsvarende, og derved motorbanken.

Normale uforgrenede kulbrinter har et lavt oktantal, mens forgrenede og cykliske har et højere oktantal. Konventionelt er oktantallet for n-heptan sat til 0 og til 100 for iso-oktan, deraf navnet oktantal.

Kilde: Drivkraft Danmark

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu