Helt særligt ur er blevet standset

25. marts 2020 08:20 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et stort ur, som plejede at tælle ned til OL, stoppede onsdag nedtællingen efter melding om udskydelse.

Forbipasserende foran den travle Tokyo Station samlede sig onsdag for at tage billeder af et stort ur, mens det stoppede med at tælle ned til sommer-OL. Efter beslutningen om at udskyde OL viste nedtællingen fra Omega nemlig ikke længere dagene og timerne til OL.

Det viste blot datoen, 25. marts, og det aktuelle tidspunkt. Tirsdag stod der stadig 122 dage til den hidtidige startdato, 24. juli, samtidig med at der blev vist timer, minutter og sekunder til åbningen.

Uret har været populært blandt både turister og lokale, som har taget billeder foran den for Tokyo ikoniske murstensbygning. Stationen er nemlig den mest travle i Japan i forhold til antal tog. Der afgår gennemsnitligt over 3000 tog om dagen, mens det er den femtemest travle i Østjapan i forhold til antal passagerer.

OL er udskudt til efter 2020 – og afholdes senest i sommeren 2021.

Uforsvarligt

Aftalen om at udskyde sportsarrangementet kom i stand tirsdag, hvor den internationale olympiske komités (IOC) præsident Thomas Bach holdt konference med den japanske premierminister Shinzo Abe.

– Med de nuværende omstændigheder og baseret på den seneste information fra WHO i dag, har IOCs præsident (Bach, red.) og Japans premierminister konkluderet, at legene i Tokyo er nødt til at blive udsat til en dato efter 2020 – men ikke senere end sommeren 2021, blev det meldt ud på IOCs hjemmeside.

Udsættelsen efterlader også spørgsmålet om, hvad man vil gøre i forhold til de OL-kvalifikationer, som er blevet afviklet, dem som er blevet aflyst, og dem som endnu resterer.

Den del er der dog ikke taget stilling til endnu, fortæller præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Mori Yoshiro, ifølge Reuters:

– Jeg kan ikke sige, hvordan kvalifikationsprocessen vil blive ændret lige nu, siger Mori Yoshiro.

Fakta

Hvad indebærer en OL-udskydelse?

OL i Tokyo er udskudt til 2021 på grund af udbruddet af coronavirus.

Med sådan en beslutning medfølger en lang række udfordringer.

Her kan du blive klogere på, hvad en OL-udskydelse indebærer.

* Turneringskalender:

At flytte OL ind i en i forvejen tætpakket sportskalender i 2021 giver udfordringer for både atleter, arrangører og medier.

Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, har gjort det lidt lettere ved at melde ud, at man var klar til at flytte VM, der er sat til at blive afholdt i august 2021 i USA, til fordel for OL.

Japan står i forvejen til at være vært for VM i svømning fra 16. juli til 1. august næste år. Det er uvist, hvad OL-udskydelsen får af konsekvenser for afholdelsen af dette.

Samtidig er fodbold-EM blevet flyttet til næste sommer på grund af coronavirus.

* Stadioner, haller og diverse OL-anlæg:

OL-konkurrencerne i Japan stod til at blive afholdt 43 forskellige steder. Nogle anlæg er bygget til midlertidigt brug, nogle er opført til også at blive brugt efter OL, og andre er blevet renoveret til lejligheden.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tidligere fremhævet netop dette emne som en udfordring i forhold til en udskydelse. Der er risiko for, at nogle af konkurrencestederne ikke er tilgængelige i fremtiden.

Det nybyggede olympiske stadion skulle efter OL bruges til kultur- og sportsarrangementer. Nu skal eventuelle arrangementer udskydes eller aflyses.

Samtidig har OL-arrangørerne lagt beslag på konferencecenteret Tokyo Big Sight, der skulle huset de mange medier, der dækker OL. Det er som regel booket mange måneder i forvejen, og det kan vise sig svært at finde plads i 2021.

* OL-byen:

21 lejlighedstårne på mellem 14 og 18 etager opføres til at huse alle OL-deltagerne under legene. Planen var efterfølgende at renovere dem og lave dem til luksuslejligheder, der enten bliver solgt eller lejet ud.

Det er allerede sket for flere lejligheder, men nu må køberne/lejerne altså vente i uvished på, hvordan de kan flytte ind i deres nye hjem.

* Hoteller:

Et hav af hotelværelser har været booket til OL i mange måneder. Mange har betalt store summer i depositum, som de kan ende med at miste, ud over at der skal bookes værelser igen på de nye datoer, når de meldes ud.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu