ANNONCE

Vejret bliver helt umuligt

22. september 2020 06:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Septembersolen har noget kraft, hvorfor tirsdag bliver noget nær en sommerdag - men så går det ned ad bakke.

Det gode vejr varer sjældent ved. Sådan er det at bo i Danmark og være glad for sol og lunt vejr. Denne uge er ingen undtagelse. For selvom mandagens solide sommeragtige vejr fortsætter tirsdag, så er der optræk til ballade, forklarer Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog tirsdag morgen, fortæller Newsbreak.dk, at vejret for perioden, der følger efter tirsdag, er så ustadigt, at han vil være ked af at udstykke det og tale om isolerede dage.

– Vejret får et noget andet udtryk, siger han. Det kan du læse mere om længere nede i artiklen. Først dvæler vi lidt ved det mest positive, og det er altså, at tirsdag bliver en særdeles skøn efterårsdag trods morgentåge.

Får skruet op for solen

De fleste, der står op indenfor en nogenlunde normal morgenrutine, vil også tirsdag opleve, at landet er dækket af en massiv tåge. Undtagelsen er nok Nordjylland og Bornholm. Nogle steder er tågen dog så tyk, at DMI har måttet advare mod “voldsomt vejr”.

– Vi er dog så heldige, at septembersolen stadig har noget kraft, så den kan få tågen til at fordufte. Havde det været oktober, så var det bare blevet liggende som en dyne, siger Nielsen.

Som sagt, så får vi besøg af solen, og der er faktisk skruet godt op, lyder det fra meteorologen. Det forventes, at temperaturerne i gennemsnit vil nå mellem 18 og 22 grader. Kombineret med en stille vind bliver det altså en særdeles solid dag.

– Når dagen er gået vil alle have haft sol, siger Frank Nielsen

Sol eller ej

For de østligste egne er sandsynligheden for, at onsdag bliver en videreførsel af tirsdag markant større end i Jylland. Det skyldes nemlig, at lavtryk og fronter bevæger sig direkte ind over Danmark fra vest. Langsomt.

– Østdanmark når en fuld dag som tirsdag, mens det i Vestjylland når ind over i løbet af dagen. Herfra bevæger det sig mod øst, men det er langsomt. Helt generelt er det noget rodet. Det brager ikke bare pludseligt ind over os. Det bliver heller ikke så koldt de kommende dage, bare ustadigt. Et noget andet udtryk, siger Frank Nielsen.

Prognoserne er lige nu så svære at have med at gøre, at Frank Nielsen ikke tør sige noget konkret, for det ændrer sig hele tiden. For nuværende ser det dog ud til, at der i weekenden eksempelvis kan falde 60 millimeter regn på Bornholm, mens det andre steder holder stort set tørt.

– Der er en masse forskellige bud, men vi går i hvert fald ind i en ustadig periode – og det er slut med højtryk, siger Nielsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu