Område blev afspærret og gasflasker fjernet på grund af flere brande

16. maj 2018 13:42 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Branden startede ét sted og bredte sig så.

Opdatering 14.20: 

En brand i én villa og en carport, på Valnøddevænget og Bøgebakken i Helsingør, der siden spredte sig til en anden villa er under kontrol, og Helsingør Kommunes Beredskabs folk vil hen over eftermiddagen arbejde med efterslukningsarbejde efter branden. Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

I forbindelse med slukningsarbejdet har man fjernet gasflasker fra området for at undgå eksplosionsfare, men det virker derudover til, at arbejdet er forløbet smertefrit. Politiet skriver, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med de mange brande.

Brandårsagen er ukendt, men i sager som denne sker der ofte det, at politiets teknikere undersøger brandtomter, når det ramte område er koldt nok til, at man kan arbejde i det.

Original artikel 13.43:

Nordsjællands Politi er, i fællesskab med brandvæsnet, på arbejde på Valnøddevænget og Bøgebakken i Helsingør. Det oplyser politiet på Twitter.

Myndighederne har nok at lave, da der er udbrudt brand i en villa og en carport, og branden har siden spredt sig til endnu en villa.

Politiet opfordrer på Twitter borgere til at give politiet og brandvæsnet plads og ro til at arbejde.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu