Område hærget af stenkast mod huse

24. marts 2020 13:44 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Fem gange på få timer blev der kastet sten mod huse i samme område.

På få timer blev der anmeldt hele fem episoder, hvor en eller flere personer kastede sten mod et hus i Odsherred.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Artiklen fortsætter under videoen

Det først stenkast skete klokken mandag aften klokken 20.30 Ved Skoven, Ordrup, Fårevejle. Her anmeldte et ægtepar, at de havde fået kastet en sten ind igennem en rude til deres hus.

Ingen blev ramt, men parret blev forskrækket.

En mørk personbil

Klokken 21.18 kom næste episode – denne gang på Veddingevej, Høve, Asnæs.

Kort forinden blev kastet en sten mod huset. Den ramte en dør og lavede en bule i en aluplade.

Ikke længe efter, klokken 23.59, måtte samme hus lægge mursten – eller rettere glas – til mere hærværk.

Endnu en sten blev kastet mod huset. Den ramte en stor rude på 130×130 centimeter, der knustes.

“Beboeren så en mindre mørk personbil muligvis med tågelys, som kørte forbi huset, da stenen blev kastet”, står der i døgnrapporten.

Sten gennem ruden

Omkring klokken 23 blev der kastet en sten mod et hus på Dalvang, Nykøbing Sj.

Her hørte beboerne et højt brag; en sten var gået gennem en rude i stuen. Også her blev en mindre bil set køre fra stedet.

Klokken 23.30 var det så et hus på Ankeret i Vig, det gik ud over. Her knuste en sten det yderste lag i en rude.

Samlet efterforskning

Politiet kørte frem til alle anmeldelser om stenkast mod huse for at foretage gerningsstedsundersøgelse.

Der blev sikret spor fra stederne, som politiet nu afventer resultatet af. Dagens anmeldelser om hærværk ved stenkast mod ruder er de seneste i en række lignende episoder i området.

“Politiet efterforsker sagerne i sammenhæng, da tidspunktet og måden hærværket er udført i forbindelse med forbikørsel i en bil er ens ved alle forhold”, skriver Midt- og Vestsjællands Politi, der også søger vidner, der har oplysninger om den mindre personbil – muligvis med tågelyster.

Politiet vil også gerne høre fra vidner, der har set personer i sådan en bil.

De kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu