ANNONCE

Omspændt af flammer – bilist dræbt

19. januar 2021 10:13 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En person er dræbt efter alvorlig ulykke tirsdag morgen

En person er omkommet efter en grim frontalulykke på Ringvej Øst ved Næstved tirsdag morgen.

Personen var fører af en personbil, der brød i brand efter et sammenstød med en lastbil.

Det fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Newsbreak.dk:

– Personen var alene i bilen, tilføjer han.

De pårørende er underrettet.

Føreren af lastbilen er bragt til Slagelse Sygehus. Han har dog kun fået knubs, siger vagtchef Jens Claumarch.

Undersøges nærmere

Status kort efter klokken 10 er, at Ring Øst stadig er spærret mellem Ny Præstøvej og Skyttemarksvej.

Det forventes dog, at der snart kan åbnes for gennemkørsel igen, siger Jens Claumarch.

Det er endnu uvist, hvordan ulykken opstod. Ét står klart:

– Det er et frontalt sammenstød, så én må have fraveget fra sin kørebane, siger Jens Claumarch til Newsbreak.dk.

Vagtchefen har tidligere oplyst, at der er tale om en lang, lige strækning.

En bilinspektør er i gang med at undersøge ulykkens omstændigheder nærmere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu