ANNONCE

Op til 15 dages ventetid på en coronatest

15. august 2020 08:59 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er i flere østjyske byer over en uges ventetid på en coronatest. Det er dårligt nyt, mener professor.

Der er i det østjyske lange ventetider, hvis man ønsker at få taget en coronatest, og i flere tilfælde skal man vente i over en uge, før der er en ledig tid.

Det skriver Jyllands-Posten, som på hjemmesiden www.coronaprover.dk har gennemgået ventetiderne i Testcenter Danmarks hvide telte.

I Randers skal man ifølge avisen vente i 15 dage, før der er en ledig tid. I Horsens er det 14 dage, Skanderborg 12, Holstebro 8, mens man i Skive og Grenaa skal vente i en uge.

Også på Sjælland er der ifølge avisen endnu længere ventetider eller slet ingen tilgængelige testtider.

Lang ventetid er dårligt nyt, mener Jan Pravsgaard Christensen, der er professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet.

– I princippet skal folk, som har en mistanke om, at de er smittede, jo blive hjemme og isolere sig. Det vil nogen gøre, og det vil sige, at de ikke kan passe deres arbejde.

– Andre kan måske ikke overskue at blive hjemme i en eller to uger, mens de venter, og så risikerer vi, at de går ud i samfundet og smitter andre, siger han til Jyllands-Posten.

Overbelastet system

Han ser de lange køer som et udtryk for, at testsystemet er overbelastet. Det kan føre til at gøre smitteopsporingen dårligere, vurderer han.

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder med smitteopsporing og kontakter folk, der kan være blevet smittet med virusset. Bliver man ringet op, bliver man tilbudt en test.

Det er kun, hvis man selv opsøger testteltene, at man skal vente.

Stigende smittetal

Flere steder i Østjylland er der den seneste tid registreret stigende smittetal. Det har resulteret i, at der er indført krav om at bruge mundbind hele tiden i den kollektive transport i byer som Aarhus, Silkeborg og Skanderborg.

Efter at smitten begyndte at sprede sig markant i Aarhus, kom der køer til testcentre. Region Nordjylland, Syddanmark og Hovedstaden sendte dog alt disponibelt testpersonale og udstyr til byen for at øge testkapaciteten.

– Hjælpen forventes at betyde en mangedobling af testkapaciteten i løbet af kort tid, skrev Region Midtjylland i den forbindelse i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Fakta

Anbefalinger til personer i risikogrupper

Forebyg kontaktsmitte – sørg for ekstra god hygiejne

– Vær særlig opmærksom på håndhygiejne, når du har rørt typiske kontaktpunkter, som anvendes af mange i det offentlige rum, fx dørhåndtag i butikker, elevatorknapper, dankortterminaler, hæveautomater, håndtag i busser, armlæn på restaurant- og cafestole mv.

– Undgå at røre din næse, mund og øjne, hvis du ikke har rene hænder, da virus typisk smitter fra hænderne til slimhinderne i næse, mund og øjne – men ikke gennem huden.

– Vær særlig påpasselig med hygiejne og rengøring i hjemmet. Rengøring foretages med almindelige metoder og rengøringsmidler, men ekstra hyppigt og grundigt.

– Tal åbent med dine nærmeste pårørende om deres omgangskredse og ’bevægecirkler’, så du kender risikoen ved at give kram til dem.

– Du kan godt give kram til dine allernærmeste, fx partner, børn og børnebørn, men undgå håndtryk, kindkys og kram til andre end dine nærmeste pårørende.

Forebyg dråbesmitte – hold afstand

– Bed andre om at tage hensyn ved at holde afstand.

– Undgå særligt længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt.

Begræns situationer hvor du udsættes for smitte

– Undgå samvær med personer, som har symptomer, der kunne være COVID-19, også børn og børnebørn.

– Undgå steder med mange mennesker, fx offentlige transportmidler i myldretiden. Lav dine indkøb når eller hvor, der er færrest i butikkerne

– Overvej din deltagelse i sociale arrangementer og fritidsaktiviteter i forhold til smitterisiko. Bed om hjælp til at aktiviteter gennemføres på en forsvarlig måde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Stephanie Lose (V) er formand for Danske Regioner, og hun medgiver, at det ikke er optimalt at skulle vente længe på en testtid.

Hun ønsker at øge testkapaciteten i samarbejde med Testcenter Danmark og Statens Serum Institut.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at systemet er presset. Han oplyser, at der er “skruet markant op for testkapaciteten” i regionen, og at der i de kommende dage skrues yderligere op for at bryde smittekæderne.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Symptomer på coronavirus

Oplever du følgende symptomer, kan det være fordi, du lider af sygdommen:

– Feber
– Tør hoste
– Besværet vejrtrækning
– Åndenød

Fakta

Sådan bruger du mundbind

Læs her, hvordan mundbind bruges rigtigt, så smitterisikoen mindskes:

* Mundbind skal leve op til en række krav for at beskytte mod sygdom. Det gør hjemmelavede mundbind højst sandsynligvis ikke, og derfor advarer Sikkerhedsstyrelsen mod hjemmelavede mundbind, som kan give en falsk tryghed.

* Det anbefales at bruge enten medicinske mundbind eller åndedrætsværn, der begge vurderes at beskytte mod både at blive smittet og smitte andre. De kan ofte købes på apoteker og i visse butikker.

* Man bør ikke bruge mundbind eller maske som erstatning for god hygiejne, at holde afstand eller andre tiltag til at forebygge smitte. Det skal ses som et supplement.

* Hvis man vil mindske smitterisikoen, er det mere effektivt at isolere sig selv, holde mindst en meters afstand og holde god hygiejne.

* Når man tager mundbindet på, skal man have rene hænder, og man bør ikke røre for meget ved det undervejs. Find forsiden – det er typisk den farvede side. Mundbindet skal dække næse og mund og sidde tæt.

* Bliver mundbindet vådt eller beskidt, skal det skiftes. Det bør skiftes, hvis der kommer fugtskjolder.

* Hvis det ikke bruges korrekt, kan det øge smitterisikoen, så man smitter sig selv eller andre med det. Det samme gælder, hvis man rører meget ved mundbindet.

* I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen at bruge mundbind, hvis man er smittet, er i nær kontakt til en smittet eller har symptomer på coronavirus, og hvis man skal bryde sin isolation ved eksempelvis at tage på hospitalet, til test eller lignende.

* Også på vej hjem fra eksempelvis lufthavn efter rejse i et højrisikoområde, og hvis man skal tæt på en pårørende, der er i øget risiko for et svært sygdomsforløb, anbefaler styrelsen at bruge mundbind.

* Fra den 31. juli anbefales det nu også at bruge mundbind i den kollektive trafik, hvis du rejser på tidspunkter, hvor mange gør lige så.

* Derudover er der visse steder krav om, at man bruger kirurgisk mundbind. Det gælder eksempelvis i danske lufthavne.

* Det anbefales kun at bruge mundbind, der er CE-mærket og har dansk mærkning og vejledning.

* Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med de mundbind og ansigtsmasker, der er sat til salg på det danske marked. Styrelsen har flere gange fundet varer, der ikke lever op til reglerne.

Kilder: Ritzau, Lægemiddelstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu