Se her: Sådan scorer du drømme-jobbet

11. december 2017 19:44 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Der er mange veje til et nyt job, og dit netværk er en af dem. Men hvordan får du styrket det så sagnomspundne netværk?

Man har hørt rådet mange gange: “Opbyg et godt netværk.” Men hvordan får man lige styrket det så sagnomspundne netværk, som kan skaffe en drømmejobbet?

For ja, et godt netværk er guld værd. Så hvordan gør man sig selv fagligt synlig og får sparket de rigtige døre ind?

Opbyg et godt netværk med de sociale medier

Men hvordan følger man så lige rådet: “Opbyg et godt netværk”? En kortlægning af ens netværk er et godt sted at starte, fortæller Niels Agerup, direktør i fagforeningen Ase. Det giver overblik, og ofte viser det sig, at man kender flere, end man tror.

– Det gælder alt fra naboer og familie til tidligere kolleger. Det hele tæller, siger Niels Agerup.

Når man har dannet sig et overblik, skal man have gang i de sociale medier og -netværk som Facebook og LinkedIn. Her er der ofte adgang til masser af kontakter, som kan blive vejen til et nyt job.

– Nøgleordet er at være nysgerrig og åben for nye input og nye kontakter. Og hvis man er i stand til via sit netværk at opsnuse de jobåbninger, der kommer, så rykker man sig selv meget længere frem, siger Niels Agerup.

Opbyg et godt netværk mens du arbejder

Og det er meget nemmere at pleje og udbygge sit netværk, mens man er i job, i stedet for at vente til man er blevet ledig. Det fortæller Morten Vium, der er LinkedIn-specialist og partner i Netværks Akademiet.

– Det første, der er smart at gøre, er at begynde at dele ting, skrive statusopdateringer, eller skrive om ens erfaringer. Man kan lægge en status ud med tre gode råd. Sådan noget kan man få enorm stor synlighed på, siger Morten Vium.

På den måde gør man sin faglighed synlig for sit eget netværk – men også længere ude. For hvis nogle i dit netværk synes om det, du skriver, eller deler det, så spreder det sig ud i andet led.

– Når man bliver mere aktiv med statusopdateringer, så vil man opleve, at man får interessesignaler, når folk gerne vil connecte. De kigger på din profil, synes om eller kommenterer. Her skal man holde øje med, hvem det er, og overveje om der er nogle, man skal skrive til, siger Morten Vium.

Og er man ude efter et nyt job, så skal man endelig ikke skrive det så direkte.

– Man skal i stedet sige, at man er på udkig efter nogle nye muligheder. Herefter kan man høre, om de har ti minutter til at give nogle gode råd, anbefaler Morten Vium.

Der er en grænse

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at der er nogle ting, man ikke skal gøre. For eksempel at bede kontakter, man ikke kender så godt, om at læse ens cv igennem, da det tager lang tid.

Fakta

Sådan bliver du god til at netværke

  • En god netværker er autentisk, ikke arrogant eller overfladisk.
  • Gå ikke nødvendigvis efter de store fisk, men find i stedet nogen, der ligner dig.
  • At netværke handler om forstå mennesker og behandle dem forskelligt.
  • Undgå at komme med den samme elevatortale, du altid bruger. Du kender ikke personen, du står overfor.
  • God kommunikation består ikke i ensretning, men derimod om at forstå folks behov.
  • At netværke handler om kommunikation. Jo bedre du bliver til at kommunikere, jo bedre en netværker bliver du.

Kilde: Netværksportalen

Man skal heller ikke bare sende en masse invitationer ud og så tro, at nu har man et netværk, siger Morten Vium.

– Det er reelt ikke nogle personer, der går ud og anbefaler dig til deres kolleger, eller nogle der kan hjælpe dig. Det er bare tomme kalorier, siger han.

Invitér dig selv på kaffedates

Men har man fået en god dialog i gang med en ny kontakt, kan man godt gå den direkte vej og invitere sig selv på et kaffemøde, anbefaler direktør Niels Agerup fra Ase.

– Det behøver ikke være med henblik på et konkret job. Det kan også være for at få gode råd, siger han.

Niels Agerup anbefaler også, at man styrker sit netværk i den fysiske verden ved at deltage i “gå-hjem-møder” og lignende.

– Inden for de fleste brancher findes der diverse arrangementer, konferencer og receptioner, hvor man kan møde folk fysisk, siger Niels Agerup.

Kilder: Niels Agerup, Morten Vium.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu