23-årig tiltalt for syv år gammelt drab

5. juli 2019 21:38 | Af: Ritzau Fokus

I juni blev en mand anholdt for drabet på en 16-årig pige i 2012. Nu er det besluttet, at han skal tiltales.

23-årig tiltalt for syv år gammelt drab
Der er nyt i den gamle sag. Foto: Colourbox
Del:

Anklagemyndigheden på Færøerne har fredag besluttet at rejse tiltale mod en 23-årig mand for drab på en 16-årig pige i 2012.

Det skriver anklagemyndigheden på Twitter.

Manden blev anholdt 19. juni, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Her fandt retten, at der er begrundet mistanke om, at den 23-årige er skyldig i sigtelsen. Men retten ville alligevel ikke varetægtsfængsle ham, da den ikke mener, at han vil kunne påvirke efterforskningen.

Den 23-årige nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig i sigtelsen, der går på, at han druknede sin daværende kæreste, Maria Fugloy Christensen, i havet.

Desuden blev han sigtet for at have udsat hende for brutal, rå og farlig vold.

Liget gravet op igen

I november 2012 blev den unge pige fundet druknet i havet ved den nordligt beliggende bygd Hvannasund, hvor hun var fra. I første omgang blev der ikke peget på mistænkelige forhold ved dødsfaldet, og sagen blev henlagt.

Politiet besluttede senere, at pigen skulle graves op til nye undersøgelser, men heller ikke denne gang kunne der findes tegn på noget mistænkeligt i forbindelse med hendes død.

I august sidste år henvendte politiet sig til offentligheden og bad folk, som muligvis havde set eller hørt noget i forbindelse med sagen, om at henvende sig.

Det førte til, at den 23-årige blev anholdt. Det skete blandt andet efter flere ransagninger.

10 drab på 48 år

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvad der får politiet til at mistænke manden for drab, ligesom det er uvist, hvad han har forklaret om omstændighederne.

Den sigtede blev et stykke tid efter pigens død dømt i en anden sag. Her fik han en straf på flere års ubetinget fængsel for drabsforsøg og vold.

Det er yderst sjældent, der begås drab på Færøerne.

I det ellers fredelige samfund med godt 51.000 indbyggere, er der blevet begået 10 drab de seneste 48 år.

Ifølge anklagemyndigheden vil anklageskriftet mod den 23-årige være klar i slutningen af august. Men allerede nu ligger det fast, at nævningesagen mod ham skal for retten til december.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu