ANNONCE

Fik nålen på direkte TV

21. december 2020 22:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den kommende præsident gør sit til at indgyde tillid til, at den nye coronavaccine er sikker.

Fik nålen på direkte TV
USA's kommende præsident, Joe Biden, fik mandag en coronavaccine på direkte tv. Han understreger over for amerikanerne, at der ikke er noget at bekymre sig om, og opfordrer alle til at tage imod en avccine. Foto: Joshua Roberts/AFP

USA’s kommende præsident, Joe Biden, har mandag aften dansk tid fået en coronavaccine.

Det blev vist på direkte tv, da han smøgede ærmet op og fik sit stik i armen på et hospital i sin hjemstat, Delaware. Det er et led i en kampagne, der skal indgyde amerikanerne tillid til de nye vacciner.

Pudsigt nok falder det sammen med, at EU-kommisionen på anbefaling fra eget lægemiddelagentur samme aften har godkendt en markedsføringstilladelse af Pfizers coronavirus-vaccine udviklet sammen med BioNTech.

Biden opfordrer amerikanerne til at tage imod vaccinen, når de får den tilbudt. Han understreger, at der ikke er noget at være bekymret for.

– Folk skal være klar til at tage vaccinen, når den bliver tilgængelig. Der er ikke noget at bekymre sig for. Jeg ser frem til andet skud, siger han.

Skal have to doser

Den 78-årige kommende præsident og hans hustru, Jill Biden, fik begge vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech. De skal have endnu en dosis om tre uger.

Andre politiske ledere, herunder vicepræsident Mike Pence og Senatets flertalsleder, Mitch McConnell, blev vaccineret i sidste uge.

USA’s førende specialist i smitsomme sygdomme, Anthony Fauci, har opfordret alle USA’s ledende politikere til af sikkerhedsårsager at blive vaccineret snarest muligt. USA er det land i verden, der – i absolutte tal – har flest bekræftede smittetilfælde og flest coronadødsfald.

Næsten 18 millioner af USA’s 330 millioner store befolkning er blevet bekræftet smittet i år. Af dem er  318.782 døde. Pfizer-vaccinen blev godkendt i USA i forrige uge. En anden vaccine fra det amerikanske medicinalselskab Moderna blev godkendt i USA i sidste uge. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mødes 6. januar for at komme med sin anbefaling om Modernas vaccine.

Fakta

Så hurtigt kan det gå

På mindre end et år har det været muligt at få udviklet en coronavaccine.

I EU har Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) mandag anbefalet en godkendelse af vaccinen fra de to selskaber Pfizer og BioNTech.

Næste skridt er, at EU-Kommissionen skal godkende, hvilket ventes at ske inden for kort tid.

Normalt tager det årevis at udvikle en vaccine, men der er blevet sat turbo på processen under coronaudbruddet.

Her følger en forklaring på, hvordan det er gået så hurtigt:

* Først og fremmest har medicinalselskaber, stater og forskere verden over kastet store beløb og ressourcer i udviklingen af en coronavaccine.

Der er flere end 200 projekter på verdensplan, og 13 selskaber er nu i gang eller færdige med de afsluttende studier.

* Medicinselskaber skal gennem tre forsøgsstudier med mennesker for at kunne få godkendt en vaccine.

Normalt gennemfører de fase 1, inden de går i gang med fase 2, men selskaberne har under corona haft studierne kørende mere sideløbende.

* I særlige situationer – som coronaudbruddet – kan EMA give mulighed for at give en betinget godkendelse, som har et års varighed.

En betinget godkendelse betyder, at vaccinen kan komme på markedet, inden langtidsdata for virkninger og mulige bivirkninger er tilgængelige – hvilket typisk vil sige efter to-tre år.

Det er dog kun muligt at få en betinget godkendelse, hvis fordelene ved en hurtig vaccine er højere end de risici, der er ved ikke at have helt så mange langtidsdata.

* I stedet for at se på data fra forsøg, når de er afsluttet, har medicinalselskaberne mulighed for at sende data løbende til EMA, som også bliver vurderet løbende.

Det betyder, at godkendelsesprocessen kan skæres fra 210 dage til 70 dage.

* Derudover har lægemiddelmyndighederne også kastet flere ansatte og ressourcer i at gennemgå data og evaluere vaccinerne.

* Samtidig er de medicinalselskaber, der er længst fremme i processen, allerede gået i gang med at masseproducere vaccinen, allerede inden den er godkendt.

* Vaccineproducenten skal efter den betingede godkendelse løbende forsyne EMA med yderligere data.

* En analyse fra EMA fra 2017 viste, at der i perioden 2006-2016 er givet 30 betingede godkendelser til lægemidler.

Da analysen blev offentliggjort, var 11 blevet til endelige godkendelser, 17 havde stadig status af betinget, mens de sidste to var blevet trukket af markedet af kommercielle årsager.

Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Det Europæiske Lægemiddelagentur, WHO, The New York Times.

Fakta

De får den først

Her kan du læse, hvem der får vaccinen først i Danmark.

* Personer i risikogrupperne, som har underliggende sygdomme og tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med coronavirus. Det gælder ældre og kronisk syge.

* Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale på det sociale område, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.

* Personer i samfundskritiske funktioner, som ikke umiddelbart kan erstattes. Det gælder personer med en ekspertviden. Et eksempel på det er en kontrolrumsoperatør i energisektoren.

* Alle danskere vil på et tidspunkt blive tilbudt en vaccination mod coronavirus. Man vil få en henvendelse fra myndighederne om, hvor og hvornår man kan blive vaccineret.

* Borgere på eksempelvis plejehjem vil blive vaccineret på selve plejehjemmet. Personale i sundheds- og ældreplejen vil blive vaccineret på arbejdspladsen, mens det for andre vil ske i dertil indrettede vaccinationscentre i hele Danmark.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Berlingske.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu